København, 08/12/2025 - 11:00
FAKTA: Tyg og smør dig til mindre tør mund
Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus
* Døjer man med mundtørhed, er man i større risiko for at få syreskader. Derfor skal man holde lidt igen med indtag af syreholdige drikke- og fødevarer. Det gælder eksempelvis citrusfrugter og sodavand.
* Er man glad for appelsinjuice - som indeholder syre - kan man dog godt drikke det og så skylle efter med vand bagefter.
* Det kan stimulere spytproduktionen at tygge på noget. Det kan være sprøde, vandholdige grøntsager som agurk, peberfrugt og icebergsalat.
* Sørg for at holde tænder og slimhinder fugtede. Man kan tage små mundfulde vand nogle gange i timen. Man kan også putte vand i en lille sprayflaske, for det virker faktisk bedre med en forstøver. Man kan også købe mundspray tilsat noget, der holder på fugten.
* Sukkerfri pastiller kan hjælpe med at sætte gang i spytproduktionen. De kan dog virke afførende, da der - selv om de er sukkerfri - er sukkeralkoholer i. Undgå sukkerfri bolsjer, som er meget syrlige.
* Til natten fungerer det typisk bedst at smøre med en fugtbevarende gelé på tungeryggen, ganen og kinderne. Man kan også smøre med vegetabilske olier som rapsolie, vindruekerneolie, kokosolie og olivenolie, hvis man kan lide bismagen.
* Drik ikke for meget kaffe - det vil sige over fem kopper - for så begynder det at have en vanddrivende effekt, og dehydrering kan også medføre nedsat spytproduktion. Te skal man heller ikke indtage for meget af, da det også har en vanddrivende effekt.
Kilde: Anne Marie Lynge Pedersen, som er professor på Odontologisk Institut ved Københavns Universitet.
/ritzau fokus/




