Moskva, 08/06/2025 - 03:23
Rusland melder om brand på kemifabrik efter ukrainsk angreb
To personer er såret i et droneangreb natten til søndag, siger guvernøren i den russiske Tula-region.
Af: /ritzau/Reuters
Et ukrainsk droneangreb har natten til søndag forårsaget en brand på en kemikaliefabrik i Rusland.
Det melder guvernøren i Tula-regionen på beskedtjenesten Telegram.
- Branden er blevet slukket, skriver guvernøren, Dmitrij Miljajev.
To personer er kommet til skade i forbindelse med angrebet, siger han.
Tula-regionen ligger syd for hovedstaden, Moskva, og omkring 200 kilometer fra grænsen til Ukraine.
Dmitrij Miljajev siger, at branden ikke har udgjort nogen fare for luftkvaliteten i området, men at der fortsat vil være miljøovervågning.
I Moskva siger byens borgmester, Sergej Sobjanin, at en drone har haft kurs mod Moskva natten til søndag. Den er blevet skudt ned.
Det russiske statslige nyhedsbureau Tass skriver desuden, at der henover lørdag aften blev skudt 32 ukrainske ubemandede luftfartøjer ned over regionerne Kursk og Orjol.
Også Rusland bruger mange droner i sine angreb mod Ukraine.
I de seneste dage er især storbyen Kharkiv blevet hårdt ramt.
Lørdag oplyste lokale embedsmænd, at mindst fire personer var blevet dræbt i et russisk luftangreb den foregående nat. Over 60 personer blev såret - herunder et lille barn - har de ukrainske myndigheder sagt.
Byens borgmester, Іhor Terekhov, omtalte angrebet som det største siden Ruslands invasion i 2022.
/ritzau/Reuters