USA, 31/10/2025 - 09:24
Hollywood-stjerne blev ramt af efterfødselsreaktion
Skuespilleren Jennifer Lawrence fortæller i et interview med The New Yorker, at hun efter fødslen af sit andet barn har kæmpet med angst og frygt for vuggedød.
Domenico Stinellis/Ritzau Scanpix
Af: Af Anders Villaume Vestergaard, Ritzau Fokus
Skuespilleren Jennifer Lawrence har været ramt af en efterfødselsreaktion efter at have fået sit andet barn.
Det fortæller den 35-årige Hunger Games-stjerne i et interview med det amerikanske magasin The New Yorker, som mediet Business Insider har delt uddrag af.
I interviewet fortæller Jennifer Lawrence, at hun har været ramt af angst efter fødslen af sønnen, som kom til verden tidligere på året.
- Hver gang han sov, troede jeg, at han var død, fortæller hun til The New Yorker ifølge Business Insider.
- Jeg troede, han græd, fordi han ikke kunne lide sit liv eller mig eller sin familie. Jeg troede, jeg gjorde alt forkert, og at jeg ville ødelægge mine børn.
I forvejen har Jennifer Lawrence også sønnen Cy på tre år sammen med sin mand, den 41-årige galleridirektør Cooke Maroney, som hun blev gift med for seks år siden.
Jennifer Lawrence fortæller videre i interviewet, at hun fandt lindring med et lægemiddel mod efterfødselsreaktioner og kunstig intelligens. Hun blev rørt til tårer, da hun spurgte ChatGPT om amning.
- Du gør det mest fantastiske for dit barn. Du er sådan en kærlig mor, skulle systemet have svaret, fortæller hun.
Jennifer Lawrence er aktuel i filmatiseringen af romanen "Die, My Love", som blandt andet handler om en nybagt mor, der rammes af en fødselsdepression.
Jennifer Lawrence har gennem sin karriere medvirket i flere storfilm som komedien "No Hard Feelings" og science fiction-braget "Passengers".
Hun modtog en Oscar i 2013 for Bedste Kvindelige Hovedrolle for sin præstation i filmen "Silver Linings Playbook". Hun var 22 år, da hun fik overrakt statuetten. Det gør hende til blandt de yngste til at modtage sådan en pris i den kategori.
Jennifer Lawrence fik sit helt store gennembrud i filmserien "The Hunger Games", hvor første film udkom i 2012.
/ritzau/





