København, 28/07/2025 - 07:22
Engelsk helt var cool trods misbrugte straffespark
Chloe Kelly lod sig ikke forstyrre af brændte straffespark, da hun søndag fik chancen for at afgøre EM-finale.
Jean-Christophe Bott/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Arsenal-spilleren Chloe Kelly startede på bænken i søndagens EM-finale for kvinder, men hun kom ind og spillede en afgørende rolle, da England besejrede Spanien efter straffesparkskonkurrence.
Kort før pausen blev hun skiftet ind for den skadede Lauren James, og 11 minutter inde i anden halvleg serverede hun så en perfekt aflevering til Alessia Russo, der headede den engelske udligning i nettet.
Mere blev der ikke scoret i den ordinære spilletid eller forlængelsen, og så måtte det hele afgøres i en straffesparkskonkurrence, hvor Kelly afgjorde det hele med et sikkert spark til samlet 4-2 i finalen i Schweiz.
Kelly tvivlede ikke på sig selv, selv om hun i den forlængede spilletid i semifinalen misbrugte fra pletten, før hun scorede på riposten.
I finalen sparkede hun bolden ind i hjørnet uden dikkedarer.
- Jeg var cool, jeg var rolig, og jeg vidste, at jeg ville score. Jeg misser ikke to straffespark, siger Chloe Kelly ifølge Reuters.
Heller ikke da hun øvede straffespark dagen før finalen, gik det særligt godt.
- Jeg missede faktisk tre straffespark til træningen i går (lørdag, red.), men der er bare en tro i denne trup. Jeg er virkelig stolt af at være engelsk lige nu og stolt af at være en del af denne fantastisk gruppe af piger.
- Det var en utrolig fodboldkamp. Jeg blev skiftet ind og ville bare have noget til at ske, fortæller Chloe Kelly.
Det er ikke første gang, at hun indtager en helterolle i en stor kamp for landsholdet. Hun afgjorde også EM-finalen i 2022, da hun i den forlængede spilletid scorede sejrsmålet mod Tyskland på Wembley.
Den anden EM-triumf i træk skaber glæde i England, der ikke har vundet en titel på herresiden siden VM i 1966.
Kong Charles var hurtig til at lykønske.
- I mange år har engelske fans sunget den berømte sang om, at "fodbolden kommer hjem".
- Når I vender hjem med det trofæ, I vandt på Wembley for tre år siden, er det kilde til stor stolthed, at løvinderne gennem store præstationer og fantastisk teamwork har ført disse ord ud i livet, siger kong Charles.
Det er første gang, at et engelsk fodboldlandshold vinder en slutrunde på udenlandsk grund.
/ritzau/