København, 20/07/2025 - 18:54
DMI udsender varsel om farligt vejr i det meste af landet
DMI varsler kraftig regn i hele landet - med undtagelse af Sønderjylland og Bornholm - fra mandag eftermiddag.
Af: /ritzau/
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har søndag aften udsendt et varsel om farligt vejr, der gælder det meste af landet.
Varslet lyder på kraftig regn, og der ventes at falde mellem 50 og 80 millimeter regn mandag fra klokken 16.00 til tirsdag klokken 21.00.
Det skal ses i forhold til, at der i gennemsnit i hele juli falder 65,8 millimeter regn på landsplan.
Det skriver DMI på sin hjemmeside.
- Fronten laver en bølge på sig selv mandag aften, hvor et område med kraftig regn over Tyskland og Polen bevæger sig op over landet fra syd og sydøst - kun Bornholm og til dels Sønderjylland ser ud til at slippe for de kraftige mængder nedbør, lyder det.
DMI definerer farligt vejr som en vejrudvikling, der "kan påvirke dine omgivelser og forstyrre trafik og forsyning".
- Fronten bliver liggende over landet til ud på onsdagen, men svækkes efterhånden noget. Derfor gælder varslet frem til tirsdag aften, skriver DMI.
Allerede fra natten til mandag er der risiko for kraftig regn og skybrud i hele landet med undtagelse af Bornholm.
- Prognoserne svinger en del, og da der både er tale om regn og byger, kan nedbørsmængderne over kort distance have ret store udsving, skriver DMI.
Risikovarslet gælder fra mandag klokken 02.00 til klokken 16.00.
I perioden kan der falde 24 millimeter eller mere på seks timer, hvilket er kriteriet for kraftig regn. Men lokalt kan der komme skybrud og torden.
Et skybrud er defineret ved, at der falder 15 millimeter nedbør på en halv time,
Fra mandag klokken 16.00 gælder varslet om farligt vejr.
Varslet kommer efter flere dage med høje temperaturer og solskin.
I stort set hele landet - 92 procent - er der registreret enten varmebølge eller hedebølge.
DMI definerer en varmebølge som, at middelværdien af de højest registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage overstiger 25 grader på et bestemt sted.
For hedebølger gælder det samme, men temperaturen skal overstige 28 grader.
/ritzau/