Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/05/2025 - 17:15

30 år efter Dogme 95 vil nyt manifest redde film

Fem filminstruktører præsenterer Dogme 25, som hylder Thomas Vinterbergs og Lars von Triers Dogme 95-manifest.

Af: /ritzau/

30 år efter Lars von Triers og Thomas Vinterbergs Dogme 95-manifest tager fem filmskabere initiativ til en ny bevægelse: Dogme 25.

Gruppen består af danske May el-Toukhy, Jesper Just og Annika Berg samt svenske Isabella Eklöf og Milad Alami.

Det fremgår af et nyt manifest fra filmskaberne.

- Vi hylder Dogme 95 og alle de filmskabere, der kom før os, samt dem, der skal komme efter. Vi kæmper for den frie kunst som et værn mod meningsløsheden og magtesløsheden, står der i manifestet.

- Dogme 25 er en redningsaktion. Dogme 25 er en kulturel oprustning og et forsvar for det, vi har kært.

I manifestet beskriver de, at film er nået til et punkt, hvor det afvikles frem for at udvikles.

Derfor er danske film i overhængende fare for at blive tandløse, tæmmet og dermed irrelevante, mener de.

Det oprindelige Dogme 95 var et kyskhedsløfte, der blev introduceret af de danske filmskabere Thomas Vinterberg og Lars von Trier ved Cannes filmfestivalen i 1995.

Det indeholdt ti regler, som alle dogmeinstruktører skulle følge.

Blandt andet skulle kameraet være håndholdt, filmene måtte ikke indeholde overfladisk action, og lyden måtte ikke produceres adskilt fra optagelserne.

I årene efter manifestet udkom 212 såkaldte dogmefilm - heriblandt Vinterbergs "Festen", Von Triers "Idioterne" og Susanne Biers "Elsker dig for evigt".

I år kommer Dogme 25 så med et nyt kyskhedsløfte. Her fremgår ti nye dogmer.

Der står blandt andet, at manuskriptet skal være originalt og skrives i hånden af instruktøren.

Minimum halvdelen af filmene skal også være uden replikker, og brug af internettet er forbudt i alle kreative processer.

Det var den 47-årige danske instruktør May el-Toukhy, der tog initiativet til Dogme 25.

Hun står blandt andet bag "Dronningen" med Trine Dyrholm i hovedrollen.

Projektet bliver et samarbejde mellem Zentropa, DR og Nordisk Film Distribution.

De vil sikre grundfinansieringen, der gør det muligt at realisere filmene under de betingelser, som Dogme 25 opstiller, skriver de i en pressemeddelelse.

Her udtaler også Thomas Vinterberg og Lars von Trier, at de støtter op om det nye initiativ:

- I 1995 lavede vi film i visheden om fred. Og skabte oprør mod det konforme. I 2025 skabes der dogmer på ny, nu i en verden af krig og uvished.

- Vi ønsker jer held og lykke på jeres march mod generobringen af dansk film, siger Vinterberg og Von Trier i en fælles udtalelse.

Det fremgår ikke af hverken manifestet eller pressemeddelelsen, hvornår der for første gang udkommer en film under det nye Dogme 25.

/ritzau/

Gråsten, 20/07/2025 - 13:00

Dronning Margrethe hilser på ryttere ved ringridning

Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Rytterne til den årlige ringridningskonkurrence i Gråsten red søndag i optog.

Søndag har ringridningsoptoget i Gråsten lagt vejen forbi Graasten Slot, hvor deltagerne blev modtaget af dronning Margrethe og prinsesse Benedikte.

Det viser billeder fra slottet.

På billederne ses dronningen både modtage blomster fra de voksne og de yngre ryttere i optoget.

Ringridning er en tradition, som har rødder i middelalderens ridderturneringer. Flere sønderjyske byer har tradition for en årlig ringridning.

Gråsten Ringridning finder ifølge kongehuset sted hvert år den tredje weekend i juli, og der er festligheder over flere dage med en række arrangementer i byen.

Dronning Margrethe har været en tilbagevendende sommergæst på det sønderjyske slot.

Hendes forældre, kong Frederik IX og dronning Ingrid, fik slottet i bryllupsgave i 1935.

Traditionen tro samles dronningen med sine to søstre, prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie, på slottet i Gråsten i løbet af sommeren.

Det møde mellem de tre delte kongehuset billeder fra fredag på den sociale platform Instagram.

Anne-Marie, som tidligere var dronning af Grækenland, rejste dog hjem lørdag aften ifølge Billed-Bladet.

85-årige dronning Margrethe blev i maj indlagt på Rigshospitalet i forbindelse med en forkølelse.

Her valgte man for en sikkerheds skyld at indlægge dronningen til observation, lød det dengang fra kongehuset.

Sidste år i september måtte dronning Margrethe aflyse en række arrangementer, da hun var fladet på Fredensborg Slot.

Faldet førte til, at dronningen var sygemeldt i godt en måned.

/ritzau/

Læs Mere >>

Gråsten, 20/07/2025 - 12:40

Dronning Margrethe hilser på ryttere ved ringridning

Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Rytterne til den årlige ringridningskonkurrence i Gråsten red søndag i optog.

Søndag har ringridningsoptoget i Gråsten lagt vejen forbi Graasten Slot, hvor deltagerne blev modtaget af dronning Margrethe og prinsesse Benedikte.

Det viser billeder fra slottet.

På billederne ses dronningen både modtage blomster fra de voksne og de yngre ryttere i optoget.

Ringridning er en tradition, som har rødder i middelalderens ridderturneringer. Flere sønderjyske byer har tradition for en årlig ringridning.

Gråsten Ringridning finder ifølge kongehuset sted hvert år den tredje weekend i juli, og der er festligheder over flere dage med en række arrangementer i byen.

Dronning Margrethe har været en tilbagevendende sommergæst på det sønderjyske slot.

Traditionen tro samles dronningen med sine to søstre, prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie, på slottet i Gråsten i løbet af sommeren.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/07/2025 - 07:00

FAKTA: Det kan den nye attest bruges til

* Den, der har fået en attest, kan beslutte, at personen, som får hjælp, skal flytte i en plejebolig, hvis vedkommende har en fremskreden lidelse og ikke modsætter sig flytningen.

* Med attesten kan man blandt andet betale ydelser på realkreditlån, husleje, el, vand og varme, men man kan ikke hæve lommepenge eller betale for et frisørbesøg.

* Attesten giver heller ikke mulighed for at sælge fast ejendom eller opsige lejebolig på vegne af den person, der får hjælp. Det vil kræve et begrænset økonomisk værgemål.

Kilder: jurist i Ældre Sagens rådgivning Charlotte Szymala og Familieretshuset.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 21/07/2025 - 07:00

Forstå ny attestordning til nære pårørende

Odd Andersen/Ritzau Scanpix

Ny attest skal gøre det nemmere for pårørende at hjælpe med personlige forhold og betale visse udgifter, men den har begrænsninger, man bør være opmærksom på.

Siden 1. juli har nære pårørende kunnet søge om en ny attest, der skal gøre det lettere at hjælpe et familiemedlem, som har svært ved at klare sine personlige og økonomiske forhold.

Men attesten har begrænsninger, som man bør kende og være opmærksom på. Det fortæller jurist i Ældre Sagens rådgivning Charlotte Szymala.

- Den giver eksempelvis kun adgang til at betale visse nærmere definerede udgifter, såsom boligudgifter, forsikringer, udgifter til telefon og internet samt eventuel kostordning, siger hun.

- Attesten kan ikke bruges til at betale for medicin eller frisør, og den giver ikke adgang til at tegne nye forsikringer eller abonnementer.

Desuden kan den heller ikke bruges til at opsige den syge persons lejebolig eller sælge en ejerbolig.

Det er Familieretshuset, der udsteder attesten til en nær pårørende til en person, der har behov for hjælp.

Som nære pårørende anses ægtefælle, samlever eller kæreste samt børn, forældre og søskende.

Ansøgning skal indgives via Familieretshusets hjemmeside.

- Man skal vedlægge blandt andet en ren straffeattest og en samtykkeerklæring fra den person, der skal hjælpes, eller en lægeerklæring, der dokumenterer, at vedkommende ikke længere er i stand til selv at varetage sine interesser, siger Charlotte Szymala.

- Derudover skal man medsende en tro og love-erklæring på, at der ikke er modstand fra andre nære pårørende mod, at man påtager sig opgaven.

Hvis man overvejer at få udstedt denne attest, anbefaler hun, at man først danner sig et overblik over, hvilke forhold og udgifter man har behov for at varetage på vegne af den pårørende.

For dækker attesten ikke disse behov, er det ikke sikkert, at den er den rette løsning.

Hos den juridiske rådgivningsvirksomhed Replik vurderer jurist Kathrine Bolmgren, at den nye attest ikke kan træde i stedet for en fremtidsfuldmagt.

- En udfordring, som vi ser med den nye attest, er, at den, der har behov for støtte, ikke har selvbestemmelsesret, i forhold til hvem der skal påtage sig opgaven, siger hun.

- Det skyldes, at den syge ikke selv har mulighed for at fravælge, at en bestemt person bliver den, der skal hjælpe.

Kathrine Bolmgren henviser til de situationer, hvor attesten udstedes til en nær pårørende på baggrund af en lægeerklæring.

Det kan ske, hvis personen ikke længere selv er i stand til at træffe beslutninger.

- Hvis vi sammenligner med en fremtidsfuldmagt, har den syge selv taget stilling til, hvem der må varetage hvilke interesser på ens vegne og i hvilket omfang, siger hun.

Men hun vurderer dog, at der er situationer, hvor den nye attest kan være nyttig.

Et eksempel er, hvis man har udviklingshæmmede børn.

- Når barnet fylder 18 år og bliver myndigt, møder mange forældre store udfordringer, siger Kathrine Bolmgren.

- Med den nye attest kan forældrene fortsat hjælpe med både personlige og økonomiske forhold.

Alternativet er et værgemål.

Der er også en anden situation, hvor attesten muligvis kan være en fordel.

Det er, når en person skal flytte i en plejebolig. Ifølge Charlotte Szymala kræver det, at den, der skal flytte, selv giver samtykke.

Men hvis personen er for syg til at gøre det, kræver det, at en værge eller en fremtidsfuldmægtig godkender på vedkommendes vegne.

- Fremover vil en nær pårørende med attesten så også kunne samtykke til en flytning, siger hun.

Da behov er individuelle, anbefaler Kathrine Bolmgren, at man tager udgangspunkt i sin egen specifikke situation og om nødvendigt søger rådgivning, når man skal beslutte, hvordan man hjælper eller får hjælp fra en pårørende.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek