Overenskomstforhandlingerne er i gang, og flere aftaler er kommet på plads. Men selv om de store forhandlinger sætter rammerne, kan du stadig selv forsøge at få mere i løn.
Det kræver dog som regel en god lønsamtale, hvor du er godt forberedt og klar til at fremhæve din værdi.
Se på, hvad du har bidraget med, og hvilke resultater du har nået i det forgangne år. Husk også at se fremad, lyder rådet fra Jacob Plenaa Thorngreen, der er chefkonsulent i Ingeniørforeningen IDA.
- En grundregel i lønforhandling er, at du ikke skal godtage et nej, siger han og fortsætter:
- Du bør alligevel forsøge at forhandle med gode argumenter og en positiv tone.
Jacob Plenaa Thorngreen anbefaler, at du forbereder dig grundigt og sætter et mål for, hvad du vil have ud af lønforhandlingen. Beslut dig for, hvad du ønsker i løn.
Det bør også indgå i dine overvejelser, hvordan arbejdspladsens økonomi ser ud, da det kan have stor betydning. Det fortæller cheføkonom i Dansk Metal Erik Bjørsted.
- Det er altså værd at overveje, om arbejdspladsen skovler store overskud ind og betaler udbytte til aktionærer. For så er det kun rimeligt, at det også drypper på degnen, så der falder mere af til lønmodtagerne, siger han.
I din forberedelse til lønsamtalen kan du kigge i lønstatistik og lønberegnere samt tale med kolleger, der laver det samme som dig, da I kan løfte hinanden.
- Men hvis du har kendskab til kolleger, der tjener mere, bør du undgå at inddrage deres løn direkte i en lønforhandling. Det kan skabe en negativ stemning, og du kan fremstå misundelig, siger Jacob Plenaa Thorngreen og uddyber:
- Brug i stedet dine opgaver og ansvarsområder som en løftestang i lønforhandling. Og så kan du sige til din chef, at det er vigtigt for dig, at du får en konkurrencedygtig løn i forhold til dine kolleger og branchen generelt.
Ifølge Jacob Plenaa Thorngreen kan der dog være overenskomster, som ikke giver plads til individuel forhandling. Også Erik Bjørsted vurderer, at det ikke er alle steder, der er plads til, at man som medarbejder selv kan forhandle sin løn.
- Der kan i stedet være en fælles tillidsmand, som forhandler på vegne af sig selv og de andre medarbejdere, siger han.
Hvis arbejdspladsen har problemer med at skaffe nok arbejdskraft, kan det være til din fordel, når du skal forhandle løn.
- Det skal man have i baghovedet som lønmodtager, for det betyder, at markedsprisen på arbejdskraften er stigende. Der er tale om udbud og efterspørgsel, siger Erik Bjørsted.
Det kan også være, at du skal overveje, om det er tid til et jobskift. Det er især relevant, hvis du arbejder i en virksomhed, der er kørt lidt fast og år efter år præsterer dårlige resultater.
- Så kan det være en god anledning til at indse, at der ikke er de store udsigter i virksomheden. Man må videre og finde et sted, hvor det går bedre, så der er mulighed for at stige i løn, siger han.
- For en vigtig del af dynamikken på vores arbejdsmarked er, at lønmodtagerne tør tage skridtet videre og søge nye muligheder.
/ritzau fokus/