Stockholm, 04/05/2025 - 13:29
Anklagere kræver mand varetægtsfængslet for trippeldrab i Uppsala
Mens en mand kræves varetægtsfængslet for drab, løslades tre andre, som har været anholdt i sagen.
Af: /ritzau/
Anklagemyndigheden i Sverige anmoder søndag om varetægtsfængsling af en mand for drab efter et skyderi, der kostede tre personer livet i Uppsala i Sverige tirsdag.
Det skriver nyhedsbureauet TT.
Samtidig løslades tre personer.
- Den person, der i dag begæres varetægtsfængslet for tre tilfælde af drab, er den mand i 20'erne, som har været anholdt siden torsdag på mistanke om drab, siger statsanklager Andreas Nyberg i en pressemeddelelse.
- Samtidig har jeg besluttet at ophæve anmeldelserne for de tre mænd, som har været anholdt for tilskyndelse til drab, og at sætte personerne på fri fod.
En forundersøgelse fortsætter dog rettet mod de tre.
Skyderiet fandt sted tirsdag på Vaksala Torv i den centrale del af Uppsala, der ligger godt 60 kilometer nord for den svenske hovedstad, Stockholm. Skyderiet skete i en frisørsalon.
Ofrene skulle være mellem 15 og 20 år gamle.
/ritzau/