Jerusalem, 08/05/2025 - 09:55
Israel advarer houthier og Iran om modsvar efter angreb på lufthavn
Der vil blive slået hårdt igen, hvis houthierne bliver ved med at angribe Israel, lyder det fra Israel Katz.
Jack Guez/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Israel vil slå hårdt igen mod den militante Houthi-bevægelse i Yemen, hvis bevægelsen bliver ved med at angribe Israel.
Det skriver Israels forsvarsminister, Israel Katz, torsdag morgen i et opslag på det sociale medie X ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Israels militær er forberedt på enhver opgave, skriver ministeren.
Søndag ramte et missil affyret af houthierne Ben Gurion-lufthavnens område. Lufthavnen ligger uden for storbyen Tel Aviv i Israel.
Det er Israels primære internationale lufthavn.
Tirsdag angreb Israel så til gengæld den internationale lufthavn i Yemens hovedstad, Sanaa.
Houthierne støttes militært og politisk af Iran, og i en separat udtalelse sender Israels forsvarsminister en advarsel til det iranske styre.
- I er direkte ansvarlige. Det, vi har gjort ved Hizbollah i Beirut, Hamas i Gaza og Assad i Damaskus, vil vi også gøre mod jer i Teheran, siger Israel Katz ifølge nyhedsbureauet AFP.
Han henviser til tidligere israelske angreb på formodede Hizbollah-mål i hovedstaden i Libanon samt krigen i Gaza og angreb på mål, der sættes i forbindelse med den nu væltede syriske præsident Bashar al-Assad.
Houthi-bevægelsen, der kontrollerer størstedelen af Yemen, har angrebet Israel og skibe i Det Røde Hav siden begyndelsen af krigen mellem Israel og den militante bevægelse Hamas i Gaza i 2023.
Houthierne siger, at angrebene sker i solidaritet med palæstinenserne i Gaza.
Ligesom Houthierne støttes Hizbollah i Libanon af Iran. Også Assad-styret i Syrien var allieret med det iranske regime.
Iran har afvist at have noget med Houthiernes angreb på Ben Gurion-lufthavnen i Israel at gøre.
Ingen blev dræbt ved angrebet, men seks personer blev såret.
/ritzau/