Kuala Lumpur, 22/05/2025 - 13:09
Rasmus Gemke redder seks matchbolde i klart nederlag
Med seks reddede matchbolde kunne det lyde som en dramatisk kamp for Rasmus Gemke. Men det var det ikke.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Rasmus Gemke formåede torsdag ikke at spille sig videre til kvartfinalen i Super 500-turneringen i Malaysia.
Den danske badmintonspiller tabte i anden runde 18-21, 18-21 til ottendeseedede Ng Ka Long Angus fra Hongkong.
Selv om Gemke reddede seks matchbolde, og cifrene kunne antyde noget andet, var det egentlig ikke en dramatisk eller tæt kamp.
I første sæt kom Gemke bedst fra start og foran 3-0, men derfra gik det ned ad bakke for danskeren, der er nummer 28 i verden.
Ng Ka Long Angus vandt fem point i træk og kom foran 5-3 og senere 16-11. Gemke haltede ofte et skridt efter sin modstander.
Bagud 15-19 var Gemke dog ved at lave et lille comeback, og danskeren reducerede til 18-19. Men tættere på kom han ikke.
Kampbilledet gentog sig mere eller mindre i andet sæt, hvor Gemke var godt med i starten og kom foran 6-4.
Ng Ka Long Angus vandt dog igen fem point i træk og vendte det til 9-6-føring. Samtidig virkede Gemke til at være en anelse fysisk hæmmet.
Den føring blev blot udbygget, så det endte med en føring på 20-12 og hele otte matchbolde til Ng Ka Long Angus.
Gemke var igen ved at lave et comeback og afværgede de første seks matchbolde, men det endte med kun at være pynt.
I den sidste duel var det tydeligt, at Gemke havde smerter, da han forsøgte at få fjerbolden tilbage oppe ved nettet. Og det endte med et nederlag i to sæt.
I damesingle røg både Line Kjærsfeldt og Line Christophersen ud efter nederlag i tre sæt i anden runde.
Kjærsfeldt vandt første sæt 22-20 over canadiske Michelle Li, men danskeren tabte efterfølgende 15-21, 11-21.
Næsten på samme vis gik det for Christophersen, der tabte 22-20, 11-21, 18-21 til vietnameseren Thuy Linh Nguyen.
I mixeddouble gik Mads Vestergaard og Christine Busch videre til kvartfinalen efter en sejr i to sæt over et par fra Taiwan.
I herredouble gik Kim Astrup og Anders Skaarup videre efter en overlegen sejr i to sæt over en malaysisk duo.
Daniel Lundgaard og Mads Vestergaard er også klar til kvartfinalen efter en sejr i to sæt over et sydkoreansk makkerpar.
/ritzau/