Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 31/05/2025 - 15:04

Årets første skybrud kan ramme landet søndag

Ifølge DMI er risikoen for skybrud søndag størst i den centrale, østlige og nordlige del af Jylland.

Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Søndag ser ud til at blive en ganske våd fornøjelse. Og ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er der risiko for, at den bliver så våd, at der bliver tale om lokale skybrud.

Det vil i så fald være det første skybrud til at ramme Danmark i 2025.

Det skriver vagtchef ved DMI Anja Bodholdt på instituttets hjemmeside.

Her fremgår det, at der ifølge DMI er risiko for kraftig regn og lokale skybrud fra søndag morgen klokken 05.00 frem til klokken 17.00.

Varslet gælder hele landet med undtagelse af Bornholm.

Ifølge Anja Bodholdt er risikoen for skybrud størst i den centrale, østlige og nordlige del af Jylland. Men det kan samtidig ikke udelukkes, at der kan opleves lokale skybrud i resten af landet.

- Det er sikkert, at der vil komme kraftige byger, men det er usikkert, om bygerne bevæger sig for hurtigt til, at de når at få kastet så meget vand af sig, at det bliver til mere end 15 millimeter på 30 minutter, skriver hun.

Et skybrud defineres af DMI som 15 millimeter regn på 30 minutter, mens kraftig regn er defineret ved mindst 24 millimeter regn på seks timer.

Sommermånederne er typisk der, hvor der er flest skybrud i Danmark. Men det samlede antal skybrud varierer meget fra år til år.

I 2024 var der 33 skybrud, hvilket er tæt på de 34, som gjorde 2019 til året med flest skybrud i Danmark. Der er også år, hvor der har været færre end 20 skybrud i Danmark.

Skybrud opstår ifølge DMI i en ustabil atmosfære, hvor der er varmt forneden og koldt foroven. I Danmark varer skybrudssæsonen typisk fra maj til september.

Med skybrud hører ofte også hagl, lyn og torden.

Og det kan også blive tilfældet, når bygerne trækker ind over Danmark søndag, skriver DMI.

Ifølge instituttets 7-døgnsudsigt bliver også den kommende uge præget af ustadigt vejr og en blanding af både regn, sol og perioder med blæsende vejr.

/ritzau/

København, 13/06/2025 - 13:39

Jesper Christensen: Jeg kunne ikke tage bussen uden at blive sunget for

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Den danske James Bond-stjerne Jesper Christensen var i mange år kendt som Nanas far blandt både børn og voksne.

Det er 37 år siden, at seerne første gang kunne følge pigen Nana og hendes forældre i den uhyre populære DR-serie "Nana".

Den er netop blevet restaureret, så billederne fremstår klarere i farverne.

I den anledning har DR sat Nana - i skikkelse af den i dag 45 år gamle skuespiller og instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg - og hendes far - der blev spillet af den danske Bond-stjerne Jesper Christensen - stævne.

Den nu 77-årige skuespiller kunne inden rollen som far-Bent gå i fred på gaden. Men efter premieren i 1988 blev han synonym med Nanas far, især blandt børn, der brød ud i titelmelodien, som musikeren Sebastian stod bag.

- Hvis jeg kom op, og der var en eller anden 7. klasse, som skulle et sted hen - boom, så kom sangen, og så tænkte jeg: "Nå, jeg tror, jeg skal af her …", fortæller Jesper Christensen til DR.

Også blandt nogle voksne har det været svært at skelne.

Nanas mor, der blev spillet af Katrine Jensenius, blev engang spurgt, hvordan det gik med Nana.

Katrine Jensenius svarede, at det gik godt med Barbara Topsøe-Rothenborg, som var i USA for at lave film.

- "Vi så jo Nanas far her i torsdags inde på hovedbanen, og det så jo ikke godt ud", genfortæller Jesper Christensen, der på daværende tidspunkt optog dramafilmen "Bænken", hvor han spillede alkoholiker.

- Nanas far - den dør aldrig, konstaterer han ifølge DR.

Den ellers så notorisk selektive skuespiller kalder manuskriptet for genialt.

Han havde selv siddet og forsøgt at lære sin egen datter at regne ved at visualisere det med appelsiner, ligesom Nanas far gør det i serien, indtil han må give op efter Nanas utallige spørgsmål og indsigelser.

- Den havde jeg simpelthen kørt igennem derhjemme og været ved at slå hovedet ned i bordet. Og så kom det manuskript, fortæller Jesper Christensen, der har to døtre fra sit første ægteskab med scenografen Karin Betz.

- Jeg sad bare og skreg af grin, helt alene. Nej, hvor jeg grinede hele vejen igennem og tænkte bare: "Det dér kan man ikke sige nej til".

Alle seks afsnit af "Nana" bliver lagt på DRTV lørdag 21. juni. Samme aften sendes første afsnit på DR1.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 13/06/2025 - 13:08

Efter 13 år får TV 2-dokumentar om korrespondenter ny sæson

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I seriens første episode kommer seeren helt tæt på Rasmus Tantholdts arbejde ved fronten i Ukraine.

Verden er i forandring, og der er udbrudt krig flere steder rundt omkring på kloden.

Danske korrespondenter har troligt rapporteret fra brændpunkterne.

Nu løfter TV 2 sløret for en ny sæson af dokumentarserien "Korrespondenterne - live fra verdenshistorien", der skal tage seerne helt tæt på journalisternes arbejde.

Serien får premiere 25. juni på TV 2 og TV 2 Play, og den kommer til at bestå af tre afsnit.

I det første afsnit følger man Rasmus Tantholdt, da han tilbage i foråret rejste til Ukraine for at dække udviklingen i krigen med Rusland.

Det er endnu uvist, hvem man ellers kommer til at møde i serien.

De nye afsnit er en tilføjelse til første sæson af serien, der blev vist tilbage i 2012.

Dengang medvirkede Rasmus Tantholdt også, og seerne fulgte desuden fire andre, blandt andre Ulla Terkelsen og Steffen Jensen.

- TV 2's korrespondenter lever et liv, hvor skyderier og raketangreb, diktatorers fald og kongelige besøg er en del af hverdagen.

- Nu går vi bag kulisserne og viser, hvad der foregår, når nyhedskameraerne er slukket og udfordringerne begynder, lød det i programteksten.

Der stilles dermed endnu en gang skarpt på de af TV 2's journalister, der har hele verden som arbejdsplads.

"Korrespondenterne - live fra verdenshistorien" udkommer i tre afsnit, der kan ses på TV 2 eller TV 2 Play fra 25. juni.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 13/06/2025 - 10:00

FAKTA: Sådan bruger du din bærbare computer i solen

* Placér computeren på et fast underlag, og undgå at stille den direkte på jorden, da computeren kan blive inficeret med kravlende dyr og deres efterladenskaber.

* Hold pauser undervejs, hvor computeren ikke står ude i solen eller varmen.

* Lad aldrig computeren stå i solen uden opsyn. Når du selv holder pause fra arbejdet, skal du tage computeren med ind i et køligt rum.

* Skru op for lysstyrken, og brug solbriller for at kunne se skærmen.

* Sørg for at computerens blæser er renset, men brug aldrig en støvsuger til at rense computeren indvendigt, da den kan kortslutte.

Kilde: GladTeknik.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 13/06/2025 - 10:00

Sådan passer du på computeren i sommervejret

David Gannon/Ritzau Scanpix

Det kan være træls at sidde og slide inde på kontoret, når sommervejret peaker. It-tekniker forklarer, hvad du skal overveje, før du bruger computeren udendørs.

Når solen endelig står højt himlen, kan det være fristende at rykke hjemmekontoret udenfor et par timer midt på dagen og nyde sommervarmen.

Men der er nogle ting, du bør være opmærksom på, hvis du vil tage din computer med ud for at arbejde.

Det siger Mathias Emil Nielsen, der er stifter og it-tekniker hos it-supportvirksomheden GladTeknik.

En af de største problemer er, at computeren kan blive for varm, hvis du sidder i solen. Derfor er det en god idé at få renset blæseren, hvis du gerne vil bruge computeren udendørs.

- Jo varmere computeren bliver, desto mere roterer blæseren og transporterer luften ud. Men det er forudsat, at blæseren er ren. Det er ligesom en bil, hvor man skal huske at skifte olie.

- Gør du ikke det, samler der sig nogle store støvklumper, og så overopheder computeren. Støvet gør, at blæseren ikke kan køre ordentligt rundt, og så kan computeren ikke komme ordentligt af med varmen, siger han.

Generelt anbefaler it-teknikeren, at du får skiftet kølepasta en gang om året. Så holder computeren længere. Men det er en opgave, der skal ordnes af professionelle.

Det er forskelligt, hvor meget varme de forskellige computere kan klare, så han anbefaler, at du mærker efter, hvornår computeren bliver for varm.

- Er computeren sort, bliver den hurtigere varm end en lysegrå en af aluminium, siger it-teknikeren.

Typisk vil der først opstå et problem, hvis temperaturen udenfor nærmer sig de 30 grader. Men det er ikke altid, at temperaturen uden på og inden i computeren er den samme.

- De fleste computere opererer bedst, hvis processorens temperatur er 40 til 60 grader under let belastning. Du kan downloade en software, så du kan følge med i computerens temperatur, siger Mathias Emil Nielsen.

Hvis den er ved at blive for varm, kan den begynde at blive langsom, men ellers lukker den selv ned af sig selv.

Omkring middagstid, hvor solen står højt på himlen, bør du ikke sidde med computeren i solen mere end en halv times tid, forklarer han. Hvis du arbejder fra morgenstunden, kan du sidde længere.

Generelt anbefaler han dog, at du sætter dig i skyggen.

Foruden temperaturen er det også vigtigt at have computerens underlag for øje.

- Stranden er et dårligt sted at tage computeren med hen, da der kan ryge saltvand i. Det er noget af det, der ødelægger computeren allermest.

- Saltvandet ødelægger elektronikken endnu hurtigere end vand uden så meget salt i. Natriumklorid øger hastigheden for korrosionen, og saltvand gør, at metallet ruster hurtigere, siger han.

Du bør i det hele taget passe på med at benytte din computer, et sted hvor der er fugtigt, for eksempel hvis du skal på ferie i et tropisk land.

Computeren må heller ikke stilles på noget vådt, noget fugtigt eller på et metalbord, der kan blive varmt.

Og selv om det kan være fristende at tage et tæppe eller en dyne udenfor, må disse heller ikke bruges som underlag.

- Det er det værste, du kan gøre. Du kvæler den. Computeren trækker vejret på undersiden, så det er ligesom at holde den for munden, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv