Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 13/06/2025 - 13:08

Efter 13 år får TV 2-dokumentar om korrespondenter ny sæson

I seriens første episode kommer seeren helt tæt på Rasmus Tantholdts arbejde ved fronten i Ukraine.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Simone Gisselmann Elfving, Ritzau Fokus

Verden er i forandring, og der er udbrudt krig flere steder rundt omkring på kloden.

Danske korrespondenter har troligt rapporteret fra brændpunkterne.

Nu løfter TV 2 sløret for en ny sæson af dokumentarserien "Korrespondenterne - live fra verdenshistorien", der skal tage seerne helt tæt på journalisternes arbejde.

Serien får premiere 25. juni på TV 2 og TV 2 Play, og den kommer til at bestå af tre afsnit.

I det første afsnit følger man Rasmus Tantholdt, da han tilbage i foråret rejste til Ukraine for at dække udviklingen i krigen med Rusland.

Det er endnu uvist, hvem man ellers kommer til at møde i serien.

De nye afsnit er en tilføjelse til første sæson af serien, der blev vist tilbage i 2012.

Dengang medvirkede Rasmus Tantholdt også, og seerne fulgte desuden fire andre, blandt andre Ulla Terkelsen og Steffen Jensen.

- TV 2's korrespondenter lever et liv, hvor skyderier og raketangreb, diktatorers fald og kongelige besøg er en del af hverdagen.

- Nu går vi bag kulisserne og viser, hvad der foregår, når nyhedskameraerne er slukket og udfordringerne begynder, lød det i programteksten.

Der stilles dermed endnu en gang skarpt på de af TV 2's journalister, der har hele verden som arbejdsplads.

"Korrespondenterne - live fra verdenshistorien" udkommer i tre afsnit, der kan ses på TV 2 eller TV 2 Play fra 25. juni.

/ritzau/

København, 14/06/2025 - 08:00

BLÅ BOG: Kurt Ravn

* 77-årige Kurt Ravn blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i København i 1973.

* Han fik sit folkelige gennembrud i 1979 med rollen som jernbanearbejderen - og kommunisten - Lauritz Jensen, kaldet "Røde", i kultklassikeren "Matador".

* Han har modtaget bodilstatuetten to gange. Den første fik han i 1981 for sin birolle i filmatiseringen af Holberg-komedien "Jeppe på bjerget". Den anden modtog han 30 år senere for sin præstation i dramaet "Smukke mennesker".

Kilde: danskefilm.dk.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 14/06/2025 - 08:00

Kurt Ravn: Jeg har brugt min mandlige intuition

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Det var først, da komikeren Linda P sendte bud efter Kurt Ravn, at den erfarne og eftertragtede Matador-stjerne indvilligede i at vende tilbage på revyscenen.

Det er knap 30 år siden, at Kurt Ravn sidst stod på de skrå brædder i en revy.

I mellemtiden har mange ifølge skuespilleren selv forsøgt at få ham op på scenen igen. Og svaret har været nej - lige indtil den dag komikeren Linda P kontaktede ham, efter hun blev udnævnt til Tivolirevyens nye kreative chef.

- Da Linda P sagde, at hun ville lave en anderledes revy - selvfølgelig sjov og med kant, men uden den traditionelle åbning og slutning og sådan noget, sagde jeg ret hurtigt: "Ja tak!". Det lød så spændende!, fortæller Kurt Ravn.

- Det må være en mandlig intuition - det er altid kvinder, der har intuition - for jeg tænkte: "Det her skal jeg!".

Linda P har håndplukket holdet på scenen, som ud over hende selv og Kurt Ravn også tæller komikeren Thomas Warberg.

- Vi faldt lynhurtigt i hak og har en meget fælles humor og opfattelse af humor, siger han og fortsætter:

- De kunne lige så godt have været på min alder, eller jeg kunne have været på deres. Jeg har ikke mærket nogen stor generationsforskel, lyder det fra Kurt Ravn, der med sine 77 år er 37 år ældre end Linda P og Thomas Warberg, der begge er fyldt 40.

Inden de gik i gang med Tivolirevyen, vidste Kurt Ravn godt, hvem både Linda P og Thomas Warberg var af navn. Men han har aldrig set noget, de har lavet.

- Men nu har jeg set, hvad Linda og Thomas laver her, og det er skidegodt, lyder det fra Kurt Ravn.

- Men jeg må ind og se et af deres shows engang.

Oprindelig skulle Søs Egelind også have været med på scenen. Men hun trak sig grundet forskellige forventninger.

- Hvis hun havde forladt os midt i produktionen, ville det selvfølgelig havde været lidt af en katastrofe på den måde. Men nu valgte hun jo at sige fra allerede i starten, fortæller Kurt Ravn.

- Vi tog det til efterretning, og så arbejdede vi videre. Så vi løber lidt hurtigere, og der er blevet lidt flere tekster, som vi har skullet lære.

Men det er ikke gået så hurtigt, at han og resten af holdet har mistet pusten. Og der er under alle omstændigheder god tid til at puste ud, inden tæppet går fra om aftenen til en ny forestilling.

- Så spiller jeg tennis, slår græs, slapper af eller læser gode bøger. Så jeg nyder sommeren om dagen. For mig er det meget almindeligt, siger han.

Tivolirevyen spiller frem til og med 13. juli.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 13/06/2025 - 10:00

FAKTA: Sådan bruger du din bærbare computer i solen

* Placér computeren på et fast underlag, og undgå at stille den direkte på jorden, da computeren kan blive inficeret med kravlende dyr og deres efterladenskaber.

* Hold pauser undervejs, hvor computeren ikke står ude i solen eller varmen.

* Lad aldrig computeren stå i solen uden opsyn. Når du selv holder pause fra arbejdet, skal du tage computeren med ind i et køligt rum.

* Skru op for lysstyrken, og brug solbriller for at kunne se skærmen.

* Sørg for at computerens blæser er renset, men brug aldrig en støvsuger til at rense computeren indvendigt, da den kan kortslutte.

Kilde: GladTeknik.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 13/06/2025 - 10:00

Sådan passer du på computeren i sommervejret

David Gannon/Ritzau Scanpix

Det kan være træls at sidde og slide inde på kontoret, når sommervejret peaker. It-tekniker forklarer, hvad du skal overveje, før du bruger computeren udendørs.

Når solen endelig står højt himlen, kan det være fristende at rykke hjemmekontoret udenfor et par timer midt på dagen og nyde sommervarmen.

Men der er nogle ting, du bør være opmærksom på, hvis du vil tage din computer med ud for at arbejde.

Det siger Mathias Emil Nielsen, der er stifter og it-tekniker hos it-supportvirksomheden GladTeknik.

En af de største problemer er, at computeren kan blive for varm, hvis du sidder i solen. Derfor er det en god idé at få renset blæseren, hvis du gerne vil bruge computeren udendørs.

- Jo varmere computeren bliver, desto mere roterer blæseren og transporterer luften ud. Men det er forudsat, at blæseren er ren. Det er ligesom en bil, hvor man skal huske at skifte olie.

- Gør du ikke det, samler der sig nogle store støvklumper, og så overopheder computeren. Støvet gør, at blæseren ikke kan køre ordentligt rundt, og så kan computeren ikke komme ordentligt af med varmen, siger han.

Generelt anbefaler it-teknikeren, at du får skiftet kølepasta en gang om året. Så holder computeren længere. Men det er en opgave, der skal ordnes af professionelle.

Det er forskelligt, hvor meget varme de forskellige computere kan klare, så han anbefaler, at du mærker efter, hvornår computeren bliver for varm.

- Er computeren sort, bliver den hurtigere varm end en lysegrå en af aluminium, siger it-teknikeren.

Typisk vil der først opstå et problem, hvis temperaturen udenfor nærmer sig de 30 grader. Men det er ikke altid, at temperaturen uden på og inden i computeren er den samme.

- De fleste computere opererer bedst, hvis processorens temperatur er 40 til 60 grader under let belastning. Du kan downloade en software, så du kan følge med i computerens temperatur, siger Mathias Emil Nielsen.

Hvis den er ved at blive for varm, kan den begynde at blive langsom, men ellers lukker den selv ned af sig selv.

Omkring middagstid, hvor solen står højt på himlen, bør du ikke sidde med computeren i solen mere end en halv times tid, forklarer han. Hvis du arbejder fra morgenstunden, kan du sidde længere.

Generelt anbefaler han dog, at du sætter dig i skyggen.

Foruden temperaturen er det også vigtigt at have computerens underlag for øje.

- Stranden er et dårligt sted at tage computeren med hen, da der kan ryge saltvand i. Det er noget af det, der ødelægger computeren allermest.

- Saltvandet ødelægger elektronikken endnu hurtigere end vand uden så meget salt i. Natriumklorid øger hastigheden for korrosionen, og saltvand gør, at metallet ruster hurtigere, siger han.

Du bør i det hele taget passe på med at benytte din computer, et sted hvor der er fugtigt, for eksempel hvis du skal på ferie i et tropisk land.

Computeren må heller ikke stilles på noget vådt, noget fugtigt eller på et metalbord, der kan blive varmt.

Og selv om det kan være fristende at tage et tæppe eller en dyne udenfor, må disse heller ikke bruges som underlag.

- Det er det værste, du kan gøre. Du kvæler den. Computeren trækker vejret på undersiden, så det er ligesom at holde den for munden, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek