København, 16/06/2024 - 11:45
Skader efter snus skal kortlægges i ny undersøgelse
Flere unge bruger snuslignende produkter. Tandlægeforeningen vil nu undersøge omfanget af mundskader.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Et stigende antal unge får skader som misfarvede tænder, grå slimhinder og sår på tandkød, efter at de har taget snus og snuslignende produkter som nikotinposer.
Nu vil Tandlægeforeningen undersøge omfanget af skader, skriver DR søndag.
Kortlægningen skal gøre tandlægerne klogere på problemet, men den skal også være med til at gøre politikerne opmærksomme.
Det siger Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist, til Ritzau.
Snus med tobak er ikke længere tilladt at sælge, men i dag handler det i høj grad om mængden af nikotin i produkterne.
Nogle typer af nikotinposer kan indeholde nikotin svarende til 24 cigaretter.
- Det vil sige efter tre posers forbrug, er du oppe i et niveau, hvor det er sværere at holde op. Det synes jeg er skræmmende, siger Susanne Kleist.
- Der er variation i nikotinindholdet, men alle nikotinprodukter er ret hurtig vanedannende, slår Susanne Kleist fast.
Flere restriktioner fra politisk hold er derfor nødvendigt, mener formanden. Hun ser gerne, at der bliver sat fokus på, hvem der må købe nikotinprodukterne, prisen og tilgængeligheden.
Niels Them Kjær, der er tobaksforebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse, er enig i, at der skal sættes et større fokus på regulering af nikotinprodukter.
Men han understreger også, at der allerede er en række på vej som afgifter, indpakning og smag.
- Vi går ind for, at man skal forbyde online salg af de her produkter, siger han.
- Alle de restriktioner, som man har lavet i Danmark, bliver undermineret af, at man kan købe det online eller tage til Malmø, tilføjer han med henvisning til, at de svenske salgspriser er lavere end herhjemme.
Tandlægeforeningens undersøgelse er endnu ikke gået i gang, men den vil ske gennem foreningens medlemmer og forventes at tage en måned.
Undersøgelsen vil samtidig forsøge at tegne et billede af, hvor stort salget af produkterne er i supermarkederne herhjemme.
- Jeg tror, at problemet er meget større, end vi tror det er, siger Susanne Kleist.
De seneste år er der sket en stigning i antallet af unge, der bruger nikotinprodukter.
I 2022 var det 12,9 procent af unge mellem 15 og 29 år, der brugte nikotinprodukter dagligt eller lejlighedsvis, viser tal som Statens Institut for Folkesundhed har udarbejdet for Sundhedsstyrelsen.
Det tal var 11,4 procent i 2021.
/ritzau/