København, 17/06/2025 - 11:35
Skrin med guldtråd og saks fundet i vikingegravplads nord for Aarhus
Et skrin, der blev fundet i en vikingegrav, er muligvis en gave fra Harald Blåtand, vurderer arkæolog.
James Brooks/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
30 grave fra vikingetiden er blevet fundet i en arkæologisk udgravning i byen Lisbjerg nord for Aarhus.
Det oplyser Moesgaard Museum i en pressemeddelelse.
Gravene vurderes at være hedenske og fra anden halvdel af 900-årene.
Der blev fundet perler, mønter og keramik, såkaldte gravgaver, i flere af gravene.
Blandt fundene var også et skrin, som i særlig grad har vækket arkæologernes interesse, fortæller Mads Ravn, leder af lokal kulturarv på Moesgaard og ph.d. i arkæologi med speciale i vikingetiden.
- Vi har nogle helt specielle og unikke fund fra gravene i Lisbjerg, som man tit har i hedenske grave. Der er blandt andet et skrin, som er ret unikt. Der kendes kun tre af den slags.
Skrinet indeholder blandt andet perler, guldtråd og saks.
Et skrin af samme type er udstillet i den tyske by Bamberg.
Arkæologerne bag udgravningen vurderer, at skrinet sandsynligvis har tilhørt en betydningsfuld kvinde.
Fundet er dateret til dengang, at Harald Blåtand var konge af Danmark, og Den kunstfærdige måde, som skrinet er lavet på, indikerer, at det muligvis har været en gave fra vikingekongen.
- Vi er muligvis oppe på et niveau, hvor det kunne være Harald Blåtand, der har bestilt skrinene. Skrinet i Bamberg kunne være givet til kejser Otto af Tyskland, som kejseren hed dengang.
Arkæologerne har ikke fri adgang til skrinet, da det er omhyllet af en stor jordklump, som med tiden skal fjernes, så skrinet nærmere kan undersøges.
Foreløbigt har det dog været muligt at få kendskab til skrinets indhold via røntgenfotografi.
Gravene blev fundet nær Stormandsgården i Lisbjerg, som i vikingetiden havde en særlig taktisk placering grundet dets beliggenhed.
- I den her periode spiller Lisbjerggården ret markant betydning, blandt andet fordi det nærmest er det eneste sted, du kan komme over åen, hvis du sådan ligesom rekonstruerer landskabet tilbage til et tidspunkt, før man drænede jorden, siger Mads Ravn.
Stormandsgården ved Lisbjerg blev første gang udgravet af arkæologer fra Moesgaard i 1989.
/ritzau/