Tårnby, 28/08/2025 - 06:54
Ed Sheeran-fans opfordres til at cykle eller tage tog til koncerter
Tager man metro til en af fire koncerter med Ed Sheeran i Tårnby, vil man høre en lydhilsen fra ham i toget.
Af: /ritzau/
Skal man til Ed Sheeran-koncert i Øresundsparken de kommende dage, kan det være en god idé at tage offentlig transport eller hoppe på cyklen.
Popstjernen spiller fire udsolgte koncerter fra torsdag til søndag, og det vil påvirke trafikken i området.
Det skriver Tårnby Kommune på sin hjemmeside.
Ifølge Øresundsparken er offentlig parkering i området meget begrænset. Derfor anbefales det at bruge tog eller bus, at cykle eller gå til pladsen.
- Du skal indstille dig på, at det tager en del tid at komme ind på pladsen og ud igen. Desuden er dele af Amager Strandvej spærret i perioden.
- Kommer du i bil til København, er det en rigtig god idé at parkere i lufthavnen eller tage offentlig transport til koncerten, skriver Øresundsparken på sin hjemmeside.
Amager Strandvej vil på strækningen fra Hedegaardsvej til Søvænget være lukket fra torsdag til og med søndag fra klokken 14.00 til midnat.
Tager man metro til spillestedet, vil man fra klokken 13.00 på hver koncertdag blive mødt af en lydhilsen fra Ed Sheeran i højtalerne, når toget ankommer til Femøren Station. Det oplyser Metroselskabet i en pressemeddelelse.
- Hej København, velkommen til mit show og velkommen til Femøren. I er meget tæt på nu. Jeg kan ikke vente med at se jer, lyder det i lydklippet, som er indspillet af sangeren selv.
Metropassagerer kan også opleve små personlige hilsner fra Ed Sheeran på infoskærmene i tog og på stationer, skriver Metroselskabet.
Der ventes op mod 180.000 koncertgæster i alt over de fire dage.
/ritzau/