København, 28/08/2025 - 14:28
Peter Lund Madsens bog udkommer en måned efter hans død
Kort før Peter Lund Madsens pludselige død havde han færdiggjort en ny bog. Bogen udkommer som planlagt.
Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Kort inden hjerneforsker, psykiater og tv-personlighed Peter Lund Madsen døde, havde han sat sidste punktum i en ny bog om søvn.
Bogen med titlen "Mysteriet om den sovende hjerne" udkommer 10. september - en måned efter hans død.
Det skriver forlaget Lindhardt og Ringhof i en pressemeddelelse, hvor det lyder, at udgivelsen 10. september er som først planlagt.
Lund Madsens familie meddelte 11. august, at hjerneforskeren, der også var kendt under navnet Hjernemadsen, var død efter et ildebefindende på en cykeltur.
Han blev 65 år.
Samme dag lød det fra Lindhardt og Ringhof, at det på daværende tidspunkt var uafklaret, om bogen ville udkomme.
Bogen har Peter Lund Madsen skrevet i samarbejde med Thomas Thaulov Raab, der er foredragsholder og forfatter med speciale i formidling af moderne hjerneforskning.
De to har arbejdet sammen siden 2003 om både bøger, tv og foredrag.
- Det er en bog om søvn, men den handler lige så meget om Peters egen historie som forsker og hans interesse for søvnforskning, som han også selv har bidraget til, siger Thomas Thaulov i meddelelsen fra forlaget.
Han tilføjer, at noget af Peter Lund Madsens forskning inden for søvn danner grundlag for den forskning, der bliver lavet "i dag".
Peter Lund Madsen excellerede i videnskabsformidling og delte første gang ud af sin viden på tv i programrækken "Hjernemadsen".
Her blev han kendt - og anerkendt - for at formidle komplicerede emner letforståeligt og underholdende.
Han har også delt ud af sin viden i andre tv-programmer, samt i radioen og på de skrå brædder, ofte i selskab med sin tre år yngre bror, Anders Lund Madsen.
Derudover har han skrevet bøger om hjernen og udgivet et album med sange om organet.
Peter Lund Madsen har gennem årene modtaget en række priser - både inden for videnskab og i sit virke som formidler.
/ritzau/