København, 22/05/2025 - 10:25
Nyt amerikansk lovforslag sender Vestas-aktien nedad
Vestas-aktien falder efter børsåbning oven på nyhed om hurtigere udfasning af skatterabat i USA end ventet.
David Swanson/Reuters
Af: /ritzau/
Vestas-aktien får torsdag morgen klø på den københavnske fondsbørs og falder med cirka fem procent.
Det sker, efter at Bloomberg ifølge MarketWire kan fortælle, at de amerikanske regler for skatterabatter til investeringer i grøn energi ifølge nyt lovforslag skal udfases tidligere end ventet.
Hidtil har oplægget været, at de skattefordele, som virksomheder kunne opnå i forbindelse med byggeri af anlæg til vedvarende energi, skulle udløbe i 2032.
Men det nye udkast af lovforslaget siger angiveligt, at fradragene under den såkaldte Inflation Reduction Act (IRA) skal stoppe allerede i 2029.
- Det svarer sandsynligvis til en hård nedlukning af IRA, vurderer James Lucier, administrerende direktør i forskningsgruppen Capital Alpha Partners, til Bloomberg ifølge MarketWire.
IRA blev vedtaget under præsident Biden og var en ordning, der skulle sparke liv i den amerikanske produktion af grøn energi.
Ordningen tilbyder skattefordele til selskaber, der opfører blandt andet vindenergi, og derfor besluttede Vestas at investere et trecifret millionbeløb i sine fabrikker i Colorado i forventning om at få flere amerikanske ordrer.
Og selv om Vestas allerede har mærket positiv effekt af ordningen og har mange amerikanske ordrer i bogen til de kommende år, så ser fremtiden altså knap så lys ud på det amerikanske marked, som den har gjort.
Også Ørsted rammes af nyheden fra USA. Aktien falder med godt tre procent fra morgenstunden.
/ritzau/MarketWire