København, 03/04/2025 - 10:07
Bandidos-præsident Michael Rosenvold er død
Michael Rosenvold, der også var kendt som "Kokken", er død, 57 år. Han var præsident for Bandidos i Europa.
Af: /ritzau/
Bandidos' præsident for Europa, Michael Rosenvold, er død.
Michael Rosenvold, der også blev kaldt "Kokken", blev 57 år.
Han døde torsdag morgen. Det er torsdag formiddag blevet oplyst i Retten i Helsingør, hvor der var planlagt endnu et retsmøde i forbudssagen mod Bandidos.
Det skriver Ekstra Bladet.
Siden 22. maj 2024 har der været et midlertidigt forbud mod Bandidos i Danmark. Retssagen i Helsingør skal nu afgøre, om banden kan opløses permanent.
Torsdagens retsmøde er blevet aflyst.
Michael Rosenvold er partsrepræsentant for Bandidos under retssagen. Han er også blevet afhørt i retten til sagen.
Anklager Lasse Biehl oplyser ifølge Ekstra Bladet torsdag i retten, at Michael Rosenvold blev erklæret død torsdag morgen klokken otte, efter at der havde været tilkaldt ambulance og ydet livreddende førstehjælp.
Kort efter blev politiet orienteret om dødsfaldet.
Michael Rosenvold har mere end 30 års erfaring under vesten.
Retten i Helsingør tog i januar hul på forbudssagen. Der er afsat en lang række retsmøder til sagen, der fortsætter frem til august.
I retten forsøger anklagemyndigheden at bevise, at Bandidos er en forening, der har et ulovligt formål, og som derfor kan opløses ved lov.
/ritzau/