Tel Aviv, 16/07/2025 - 20:03
Shas-partiet forlader Israels kabinet - holder døren åben for retur
Om lidt går Israels parlament på en længere pause, hvor Netanyahu kan forsøge at løse den langvarige strid.
Francis Chung/Politico/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det ultraortodokse parti Shas meddeler onsdag, at det trækker sig fra premierminister Benjamin Netanyahus kabinet.
Det skriver Reuters på baggrund af en udtalelse fra partiet.
Shas holder dog døren åben for at vende tilbage, hvis en langvarig strid om fritagelse fra militærtjeneste bliver løst.
Samtidig oplyser en talsmand fra partiet, at det ikke forlader Netanyahus koalition - det er alene partiets ministre, der forlader regeringen.
Dermed har koalitionen fortsat et spinkelt flertal i parlamentet - ved navn Knesset.
Det betyder samtidig, at Netanyahu ikke ser ind i at skulle afholde tidligt valg - det næste valg i Israel finder efter planen sted i 2026.
Meldingen fra Shas er kommet, kort tid efter at den israelske partialliance Forenede Torah-Jødedom (UTJ) meddelte, at den har forladt regeringen. UJT består af flere mindre, stærkt konservative og ortodokse politiske grupperinger.
Striden handler om, hvorvidt ultraortodokse skal gøre tjeneste i militæret på linje med andre israelske jøder.
Traditionelt har ultraortodokse israelere været fritaget fra militærtjeneste, hvis de studerede de hellige jødiske skrifter på fuldtid.
Men denne fritagelse er blevet udfordret af både Israels Højesteret og sekulære israelere. Mange mener, at undtagelsen er uretfærdig.
I juni sidste år afgjorde højesteretten, at ultraortodokse studerende på religiøse seminarier skal gøre militærtjeneste. Derefter begyndte militæret at indkalde de pågældende israelere.
Parlamentet har forsøgt at udarbejde en ny lov om værnepligt, men indtil videre har den ikke opfyldt kravene fra både Shas og UTJ.
Den 27. juli indledes en tre måneder lang pause i parlamentet, hvilket vil give Netanyahu tid til at forsøge at løse den langvarige strid og lande en aftale.
Benjamin Netanyahu har ikke umiddelbart kommenteret meldingen fra Shas.
Israel fører i øjeblikket krig i Gaza, der kontrolleres af den militante gruppe Hamas.
Konflikten mellem de to parter blussede op 7. oktober 2023, hvor Hamas angreb Israel. Omkring 1200 personer blev dræbt ifølge en optælling fra AFP, der baserer sig på officielle tal.
Bagefter angreb Israel så Hamas i Gaza. Omkring 58.500 personer er ifølge det Hamas-kontrollerede sundhedsministerium i området blevet dræbt.
I angrebet 7. oktober tog Hamas desuden 251 personer som gidsler. 49 af dem befinder sig fortsat i Gaza, herunder de 27 som ifølge Israels militær er døde.
/ritzau/