Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/04/2024 - 10:50

Nye billeder af kongeparret skal ophænges på danske ambassader

Kongehuset offentliggør de første officielle gallaportrætter af kongeparret i forbindelse med tronskiftet.

Af: /ritzau/

Rundt på danske ambassader og konsulater i hele verden skal glasrammer udskiftes med dugfriske billeder af kongeparret.

Kongehuset har nemlig offentliggjort de første officielle gallaportrætter af dronning Mary og kong Frederik, hvor de i gallauniform med Elefantordenen hængende om halsen er blevet fotograferet på Christiansborg Slot.

Billederne er blevet taget i forlængelse af tronskiftet 14. januar, hvor dronning Margrethe abdicerede og overdrog tronen til sin søn.

Ud over danske ambassader kan billederne ses ophængt på statslige institutioner og på danske fartøjer blandt andet, skriver kongehuset.

Den elefant, der hænger for enden af kæden på kong Frederik på billedet, er ikke en hvilken som helst Elefantorden. Det er Moderelefanten, som den kaldes.

Det er den grundlæggende elefant for hele ordenen.

Det er tradition, at den bæres af monarken ved særlige lejligheder. Derfor har den også hængt om halsen på kong Frederiks morfar og mor, da de hver især sad på tronen.

Kongen er på portrættet iført Søværnets gallauniform, hvor man på skuldrene han skimte fire stjerner.

De fire stjerner kom til i forbindelse med tronskiftet, hvor kongen blev udnævnt til graden admiral.

På brystet af dronning Marys grønne kjole i velour med blonder i toppen sidder en lille broche med et billede af hendes mand.

Det er et miniatureportræt af kong Frederik, som hun fik i forbindelse med tronskiftet.

Rammen, der omslutter miniportrættet, blev i sin tid lavet til kejserinde Amelie af Brasilien. Siden har rammen skiftet hænder flere gange.

Fra 1972 og frem til tronskiftet i år har dronning Margrethe båret rammen med et miniportræt af sin far, Frederik IX.

De officielle gallaportrætter af siddende regenter har gennem tiden været ophængt på blandt andet danske ambassader, konsulater og danske fartøjer.

/ritzau/

Rio de Janeiro, 05/05/2024 - 08:31

1,6 millioner overværede Madonna-koncert på Copacabana

Bruna Prado/Ritzau Scanpix

Lørdag aften spillede 65-årige Madonna en gratis koncert foran 1,6 millioner mennesker i Rio de Janeiro.

Forventningerne var i forvejen skyhøje til mængden af fans, men superstjernen Madonna overgik dem alligevel lørdag aften.

Popdronningen Madonna gav nemlig en gratis koncert på stranden Copacabana i brasilianske Rio de Janeiro foran intet mindre end 1,6 millioner mennesker.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Forventningen inden koncerten var, at op mod halvanden million brasilianere ville danse med den 65-årige superstjerne. Det estimat blev overgået, i det show der er en del af amerikanerens turné "The Celebration Tour".

Popstjernen stod på den enorme scene, der er bygget på stranden til lejligheden. Den er dobbelt så stor, som dem, Madonna hidtil har stået på under turnéen, der tæller 80 koncerter fordelt i Europa og Nordamerika.

Millionkoncerten krævede stor opmærksomhed fra brasilianske myndigheder. Brandmand sprøjtede vand på den store publikumsskare, fordi temperaturen kravlede op over 30 grader.

Mere end 3000 politifolk var også fordelt over stranden Copacabana, hvor Rolling Stones og Rod Stewart tidligere har afholdt koncerter med over en million mennesker som gæster.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 05/05/2024 - 08:00

Peter Mygind om 33 års forhold: Den største kunst er at tilgive

Simon Skipper/Ritzau Scanpix

Peter Mygind har været gift med sin kone, Lise Mygind Mühlhausen, i 28 år. I den tid har skuespilleren lært, at det er vigtigt at tilgive og at gøre sig umage.

Når skuespiller Peter Mygind står op om morgenen, bruger han altid 20 minutter på at lave åndedrætsøvelser.

Ved hver indånding trækker han positiv energi ind, fortæller han. Og når han ånder ud, puster han sin usikkerhed væk.

- Det starter jeg med hver morgen. Hvis jeg skal være klar klokken seks, så står jeg op klokken fem, siger han.

Åndedrætsøvelserne hjælper Peter Mygind med at give slip på nag og tvivl, der hober sig op i løbet af dagen.

Det har også hjulpet ham i sit ægteskab med sin kone, projektleder i DR Lise Mygind Mühlhausen, som han har været gift med i 28 år.

Sammen har parret to voksne sønner og to børnebørn.

I deres lange ægteskab har Peter Mygind lært, at det vigtigste er, at man ikke giver sin partner skylden, når man træder ved siden.

- Der er jo en gave i tilgivelse. Man må ikke være bange, hvis man ender nede i sorte huller - uanset om det handler om et parforhold eller et venskab, siger han og fortsætter:

- Der opstår bump på vejen. Kunsten er så at komme over bumpet, at kravle op ad det sorte hul og mødes igen uden at bære nag.

Kampen for kærlighed er også en prøve for Peter Myginds karakter, politiefterforsker Dan Sommerdahl, i den femte sæson af TV 2 Charlies krimiserie "Sommerdahl".

Her er Dan Sommerdahl blevet forelsket i kystvagten Josefine Sundby, som han kæmper for at befri fra fængslets tremmer, efter at hun er blevet anholdt for at sejle med lasten fuld af narkotika, men i virkeligheden skjulte flygtninge.

Selv om Peter Mygind ikke har været på en mission for at bevise sin kones uskyld, så har han gjort andre ting i kærlighedens navn.

- Jeg har gjort mig umage i forhold til alle de ting, som har gjort Lise frustreret eller ked af det, siger han og fortsætter:

- Det vigtigste er, at man kigger ind i sig selv frem for at sige, at det er en den anden, der har et problem. Så jeg har haft rigeligt med arbejde i mig og mit lange forhold, lige så vel som at Lise også har arbejdet med sig selv.

Åndedrætsøvelserne hver morgen er også blevet et værktøj, der hjælper Peter Mygind med at arbejde med sig selv.

- Jeg er et følsomt menneske, og det har jeg måttet acceptere, siger han.

"Sommerdahl" bliver sendt på TV 2 Charlie om søndagen og kan også ses på TV 2 Play.

Ud over Peter Mygind medvirker blandt andre også Laura Drasbæk, André Babikian, Maibritt Saerens og Kurt Ravn i den nye sæson.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 04/05/2024 - 10:00

FAKTA: Buksbomplantens plager

* De seneste 10-15 år har buksbomplanten været plaget af to alvorlige svampesygdomme kaldet buksbomkvistdød og buksbomgrentørre.

* Begge sygdomme får planten til helt at visne, mens kvistdød-svampen også spreder sig til jorden og gør det umuligt at plante en ny buksbom samme sted.

* Problemerne er kun blevet større, efter at buksbommøl kom til. Møllene lægger æg på buksbommen, og de larver lever af plantens blade og kan afløve hele planten.

Kilde: Haveselskabet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 04/05/2024 - 10:00

Her er alternativerne til den sygdomsplagede buksbom

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Buksbomplanten døjer med flere sygdomsproblemer, og i de seneste år har der været en stigning i et nyt problem. Nemlig buksbomhalvmøl.

En flot formklippet buksbom har spillet en stor rolle i dansk havedesign i mange år.

Men over hele landet kæmper mange haveejere med sygdom og skadedyr i netop den busk.

Derfor fraråder Haveselskabet, der er en nonprofit-organisation for haveejere, nu planten helt.

- I en del år har der været flere og flere problemer med to forskellige, alvorlige svampesygdomme, som får planterne til at visne. Og i det seneste år har vi oplevet en stigning af buksbomhalvmøl, siger Louise Møller, der er fagredaktør hos Haveselskabet.

Hun fortæller, at buksbomhalvmøllen lægger æg på buksbommen, og når de klækkes, lever larverne af plantens blade.

- De kan nærmest helt aflive planten, som ender med at se helt forfærdelig ud, siger hun.

Ifølge Louise Møller raser buksbomhalvmøl i øjeblikket mest i den østlige del af landet, men hun forventer, at den breder sig til hele Danmark. Skal du derfor plante nyt, anbefaler hun, at du vælger en anden plante.

- Jeg ville ikke rive en sund plante op. Det er der ingen grund til. Men skal du eksempelvis have en ny hæk, så er buksbom ikke det bedste valg, siger hun.

I stedet anbefaler hun fire alternativer til buksbommen.

- Taks ligner ikke buksbommen, men den kan bruges til noget af det samme og klippes tæt og i en form, siger Louise Møller og fortsætter:

- Bladene på den japanske kristtorn ligner buksbommen til forveksling, og det utrænede øje vil nok have svært ved at se forskel. Den tåler også formklipninger og er mere grov i grenstrukturen.

Du kan også plante en thuja, som mange nok forbinder med en kirkegårdsplante, eller en bloombux, som er en nyere sort af rododendron.

- Thuja er god som en stedsegrøn hæk, men den egner sig ikke så meget til formklipning. Det gør bloombuxen. Dog får den flotte, lyserøde blomster i maj, hvis du lader den være, siger Louise Møller.

Hos Niels Kristian Legind, der er jordbrugsteknolog og ejer og stifter af Tyrsbjerglund Anlægsgartner, har buksbomhalvmøllen også forvoldt store problemer for ham selv og hans kunder.

- Det er sjældent, at jeg ser en buksbom, der ikke er angrebet. Det er så udbredt, siger han.

Ifølge Niels Kristian Legind er det nemt at spotte, om ens buksbom er blevet ramt af buksbomhalvmøl.

- Du vil kunne se blade, som er blevet spist, og så hænger der spind på busken. Opdager du det tidligt, kan du godt få en pæn buksbom igen, siger han og peger på, at det kræver hårdt arbejde.

- Du skal kæmpe på flere fronter, hvor du kan prøve at sprøjte med pesticider. Men jeg har givet op på mine efter tre års kamp, så du skal være virkelig glad for buksbom og indstille dig på at kæmpe år efter år, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek