Jerusalem, 26/06/2025 - 21:35
Israel stopper for nødhjælp til det nordlige Gaza
Nødhjælpsstop til det nordlige Gaza ventes at vare to dage. Netanyahu vil have ny plan for at håndtere Hamas.
Af: /ritzau/Reuters
Israel har torsdag sat en stopper for, at nødhjælp kan komme ind i det nordlige Gaza.
Det oplyser to embedsmænd til nyhedsbureauet Reuters.
Nødhjælp får fortsat lov til at komme ind fra syd.
Premierminister Benjamin Netanyahu beskyldte sent onsdag den militante gruppe Hamas for at stjæle nødhjælp. Det skete i en fælles pressemeddelelse med forsvarsminister Israel Katz.
De henviste til nye, ikke nærmere specificerede informationer, som indikerede, at Hamas beslaglagde nødhjælp, der ellers skulle gå til civile.
Samme dag var der på sociale medier begyndt at cirkulere en video af maskerede mænd - nogle med rifler - der stod oven på nødhjælpslastbiler.
Netanyahu og Katz har bedt det israelske militær om i løbet af to dage at komme med en plan for at stoppe Hamas i at stjæle nødhjælp.
Lokale klanledere siger ifølge Reuters, at videoen er af mænd, som beskytter nødhjælp - ikke Hamas, der stjæler den.
Mediet Financial Times skriver også, at Israel har stoppet for nødhjælp til det nordlige Gaza. Der skal være tale om et midlertidigt stop på to dage, siger en embedsmand.
Internationale organisationer har længe advaret om omfattende sult og en katastrofal humanitær situation i Gaza.
I det nordlige Gaza er situationen især dårlig, da kun en meget lille andel af FN-ledede nødhjælpsleverancer får lov at komme ind, skriver Financial Times.
/ritzau/Reuters