Herning, 22/01/2025 - 22:25
To personer mister livet efter frontalt sammenstød ved Herning
To mænd er døde i et frontalt sammenstød på motortrafikvej ved Herning, oplyser politiet til Ekstra Bladet.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der er sket en alvorlig ulykke på rute 18 Midtjyske Motorvej mellem Herning og Holstebro.
Det fortæller vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch.
Til Ekstra Bladet siger vagtchefen, at to personer har mistet livet. Der er tale om en 41-årig mand fra Herning og en 34-årig mand fra Silkeborg.
- Det tyder på, at det er en overhaling, der er gået galt, og så kører de to biler frontalt sammen. Det er der vidner, der fortæller os, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.
De pårørende er underrettet, skriver mediet. Der er ikke andre tilskadekomne.
Der er helt spærret for trafik i begge retninger mellem 15 Herning Nord og 17 Tjørring, skriver P4 Trafik.
Ifølge Vejdirektoratet ventes vejen genåbnet først på natten, lyder det kort før klokken 21.30.
En bilinspektør er sendt til stedet. Bilinspektøren kan være med til at afklare, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
/ritzau/