København, 24/06/2025 - 21:36
Økonomisk vagthund tvangsnedrykker storklubben Lyon
Lyon skal i den kommende sæson friste en tilværelse på næstøverste niveau efter rod i økonomien.
Olivier Chassignole/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En kæmpe nyhed har tirsdag aften ramt fransk fodbold.
Den store sydfranske klub Lyon er nemlig blevet tvangsnedrykket til den næstbedste række, Ligue 2.
Det fremgår af en skrivelse på den franske ligaorganisations hjemmeside.
Lyon har mulighed for at anke afgørelsen, som kommer, efter at klubben har haft problemer med økonomien. Klubben har dog ikke meldt noget ud om sagen i skrivende stund.
Tirsdag har klubbens ejer, amerikanske John Textor, og sportsdirektør Mickael Gerlinger holdt møde med fransk fodbolds økonomiske vagthund, DNCG, som allerede i november sidste år truede Lyon med tvangsnedrykning.
DNCG har ifølge den store franske sportsavis L'Equipe set nærmere på Lyons licensansøgning og altså peget tommelfingeren nedad.
I november var et af problemerne, at Lyon stod med en gæld på 175 millioner euro svarende til cirka 1,3 milliarder kroner.
John Textors selskab Textor Eagle Football Holding, som ejer Lyon, havde på det tidspunkt en gæld på 505,1 millioner euro svarende til små 3,8 milliarder kroner.
Så sent som 20. juni udtalte John Textor, at han var optimistisk i forhold til licensansøgningen, men det havde han altså ikke grund til.
Netop John Textor har været meget i vælten på det seneste, fordi han har haft penge i adskillige fodboldklubber.
Så sent som mandag solgte han sin andel i den engelske klub Crystal Palace, hvis deltagelse i Europa League var i fare, netop fordi amerikaneren også ejer Lyon.
To klubber med samme ejer kan ifølge Det Europæiske Fodboldforbunds regler ikke spille i den samme europæiske turnering, og derfor måtte John Textor altså sælge ud et af stederne, hvis begge hold skulle få lov til at spille Europa League.
Lyon sluttede den seneste sæson på sjettepladsen i Ligue 1 og kvalificerede sig på den måde til Europa League.
/ritzau/