Seosan, 17/07/2025 - 06:59
Sydkoreansk by ramt af 11,5 centimeters regn på en time
Sydkoreas vejrtjeneste har aldrig registreret så store mængder nedbør, som torsdag ramte byen Seosan.
Yonhap News Agency/Reuters
Af: /ritzau/AFP
Store mængder monsunregn har i denne uge ramt Sydkorea, og et enkelt sted gik det særdeles voldsomt for sig.
Torsdag blev der registreret 114,9 millimeter regn på en time i byen Seosan i den sydlige Chungcheong-provins, oplyser Sydkoreas vejrtjeneste til nyhedsbureauet AFP.
Det er første gang, at der er faldet så megen regn på en time, siden Sydkorea i 1904 begyndte at registrere vejret.
Billeder fra sydkoreansk tv viser oversvømmede handelsmarkeder, lejligheder, gader og parkeringskældre.
De store mængder nedbør skyldes en kombination af varm og fugtig luft, der strømmer ind over Sydkorea fra Stillehavet, meddeler vejrtjenesten. Luftstrømmen har udløst en stærk atmosfærisk ustabilitet.
Flere indbyggere i Hongseong-området i Chungcheong-provinsen blev torsdag morgen beordret væk fra området og bedt om at søge i sikkerhed på grund oversvømmelser fra en nærliggende flod.
Skoler og vuggestuer i Hongseong er også blevet lukket.
Foreløbig har en person mistet livet på grund af regnen, der har ramt flere områder af Sydkorea.
En mandlig bilist døde, da en ti meter høj mur gav efter for vandmasserne og kollapsede, så den knuste hans bil. Det skete i byen Osan - omkring 50 kilometer syd for hovedstaden Seoul.
Sydkorea bliver i sommermånederne ofte ramt af oversvømmelser forårsaget af monsunregn.
I 2022 faldt der registreret rekordstore mængder regn og oversvømmelser, hvilket kostede 11 personer livet. Tre personer i Seoul døde, efter at de var blevet fanget i en parkeringskælder.
Sydkoreas regering gav dengang klimaforandringer skylden for det ekstreme regnvejr, der blev betegnet som det mest voldsomme i Seouls historie.
/ritzau/AFP