Gaza, 29/07/2025 - 13:04
Ministerium: Over 60.000 er dræbt i Gaza
Over 145.870 mennesker meldes såret og tusindvis savnet i krigen i Gaza, oplyser Gazas sundhedsmyndigheder.
Af: /ritzau/
Over 60.000 palæstinensere er blevet dræbt i israelske angreb i Gaza under den knap to år lange krig.
Det oplyser Gazas sundhedsministerium ifølge Reuters.
Samtidig meldes over 145.870 mennesker såret og tusindvis savnet.
Tallene er ikke blevet uafhængigt verificeret, men FN har flere gange udtalt, at tallene anses som troværdige.
Krigen i Gaza havde sit udspring 7. oktober 2023, da den militante palæstinensiske bevægelse Hamas angreb Israel. Her blev over 1200 mennesker ifølge israelske myndigheder dræbt.
Samtidig tog Hamas mere end 250 gidsler.
Israels efterfølgende angreb har gjort størstedelen af Gazas befolkning på 2,3 millioner mennesker til internt fordrevne.
Samtidig har luftangreb jævnet hele boligområder med jorden.
Senest tirsdag advarer en global overvågningsenhed for fødevaresikkerhed, at "det værst tænkelige scenarie med hungersnød i øjeblikket er ved at udspille sig i Gazastriben".
Det er Integrated Food Security Phase Classification (IPC), der er et globalt initiativ støttet af FN, nødhjælpsgrupper og internationale organisationer, som kommer med vurderingen.
IPC oplyser, at deres nyeste data viser, at "hungersnødsgrænser" er nået i det meste af Gazastriben, mens grænsen for "akut fejlernæring" er nået i Gaza By.
Umiddelbart efter advarslen fra IPC kalder den israelske udenrigsminister, Gideon Saar, over for Reuters situationen i Gaza for "svær" og understreger, at "der er løgne om sult".
Samme dag oplyser Gazas civilforsvar, at mindst 30 palæstinensere, herunder kvinder og børn, er blevet dræbt i Nuseirat-distriktet, der ligger midt i Gaza.
Ifølge Mahmud Bassal, der er talsperson for civilforsvaret, ramte angrebene en række civile hjem i en flygtningelejr i området.
/ritzau/