Birmingham, 29/07/2025 - 12:53
Ozzy Osbourne tager sidste rejse til hjembyen og æres med ligtog
Onsdag kan fans af den afdøde sanger Ozzy Osbourne følge ham en sidste gang i et ligtog i hjembyen Birmingham.
Isabel Infantes/Reuters
Af: /ritzau/
Fans af den nu afdøde Ozzy Osbourne får onsdag muligheden for at sige et sidste farvel til den britiske sanger.
Den verdenskendte musikers ligtog vil nemlig slange sig gennem hans hjemby, Birmingham, fra klokken 12 onsdag. Det skriver BBC.
Borgmester i Birmingham Zafar Iqbal siger, at det er byens måde at hylde og ære en af de største "legender" fra Birmingham en sidste gang.
Tirsdag 22. juli gik Ozzy Osbourne bort i en alder af 76 år. Det var, godt to uger efter at han selv havde stået på scenen til sin afskedskoncert i Birmingham.
Ved koncerten deltog kendte metalbands som Metallica, Guns N' Roses, Slayer og Pantera blandt mange.
Ozzy Osbourne, der egentlig hed John Michael Osbourne, led af Parkinsons og havde i mange år haft et skrantende helbred.
Han blev i begyndelsen af 1970'erne kendt som forsanger i heavy metal-bandet Black Sabbath, der blev kendt for deres dæmoniske lyd og tekster om okkulte emner.
Den dystre musik og mørke æstetik gav Osbourne kaldenavnet The Prince of Darkness - på dansk Mørkets Prins.
Som mange andre rockstjerner blev Osbourne trukket ind i en verden af alkohol og stoffer. Det endte i et omfattende misbrug, der fik konsekvenser for hans helbred og relationer.
I 1979 blev hans misbrug for meget for de resterende bandmedlemmer, og Osbourne blev smidt ud af Black Sabbath.
Bruddet indledte hans succesfulde solokarriere med flere ikoniske sange som "Crazy Train" fra hans første soloalbum "Blizzard of Ozz" fra 1980 og "No More Tears" fra albummet af samme navn fra 1991.
I 1993 trak han sig tilbage fra musikken for dog at lave comeback to år senere.
I 2020 fortalte Osbourne, at han led af Parkinsons sygdom. Det svigtende helbred blev også årsagen til, at han i februar 2023 meddelte, at han blev nødt til at stoppe med at turnere.
Ozzy Osbourne var gift med Sharon Osbourne, som han fik børnene Kelly, Aimee og Jack med.
Familien havde stor succes med reality tv-serien "The Osbournes" på MTV i 2002-2005, som fulgte familiens liv med op- og nedture.
Tidligere var Ozzy Osbourne gift med Thelma Riley. Sammen fik de børnene Jessica Starshine og Louis.
/ritzau/