Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Varde, 03/05/2025 - 14:38

Frivillige rekrutteres til landets første gruppe af ulveskræmmere

De første frivillige har meldt sig til at skræmme ulve væk fra Oksbøl by ved hjælp af blinkende lys og larm.

Patrik Stollarz/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den første gruppe af frivillige, der skal skræmme ulve væk fra byområder, er nu ved at blive etableret i Oksbøl.

Fire frivillige har sagt ja til at indgå i Ulveværnsgruppe Oksbøl, oplyser formand for Oksbøl Borger- og Erhvervsforening Henrik Vej Kastrupsen.

Tanken om frivillige ulveværnsgrupper, der ved hjælp af lys og lyd skal bortskræmme ulve, blev lanceret mandag af trepartsminister Jeppe Bruus (S).

På et pressemøde i netop Oksbøl lancerede han en handlingsplan, der ud over dannelsen af frivillige vagtværn mod ulve udvider definitionen af problemulve.

Fremover kan der gives tilladelse til at skyde ulve, der færdes i byområder og ikke reagerer på bortskræmning.

I Oksbøl er forventningen, at der skal rekrutteres 10-12 personer. Gruppen ventes klar om to uger.

Herefter venter en tur på skolebænken, hvor de frivillige klædes på til opgaven.

Når gruppen er dannet, vil der blive etableret en form for kontaktpunkt, hvor folk kan anmelde, at de har set en ulv i bymæssig bebyggelse.

Og så er det meningen, at en eller flere af de frivillige rykker ud, forklarer Henrik Vej Kastrupsen, der er tovholder for borgerforeningen i projektet.

- Vi forestiller os, at det er lidt som et brandvæsen, der rykker ud, når der kommer melding om, at der er set ulv i byen, siger han.

Ulveværnet udstyres efter planen med blinkende lys og udstyr med høje lyde til at skræmme ulvene væk.

- Det kan være lyd, røg, noget der siger knalde-bang. Der arbejder Styrelsen for Grøn Arealomlægning på nogle muligheder, der kan bringes i spil, siger Henrik Vej Kastrupsen.

Hvis der er ulve, der ikke reagerer på lys og larm, vil det blive dokumenteret og rapporteret videre til myndighederne.

Så vil myndighederne tage stilling til, om der skal gives tilladelse til at skyde dyret.

Hvis det gives tilladelse, vil det være en person med jagttegn, der kommer til at stå for selve opgaven med at skyde ulven.

- Målet for os er ikke at skyde ulve, men at lære ulve, at det er ubehageligt at komme ind til byen, siger Henrik Vej Kastrupsen.

/ritzau/

København, 05/05/2025 - 10:42

Biskop nævnte 4. maj-scene fra Matador ved fredsgudstjeneste

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

- Husker I scenen fra "Matador"?, spurgte biskop Peter Skov-Jakobsen under prædiken ved fredsgudstjeneste.

Søndag er det 80 år siden, at Danmark blev befriet fra den tyske besættelsesmagt, og det er blandt andet blevet markeret med en fredsgudstjeneste i Vor Frue Kirke i København.

Da biskop Peter Skov-Jakobsen indledte sin prædiken, spillede DR-serien "Matador", som blandt andet udspiller sig under 2. Verdenskrig, en rolle.

- Husker I scenen fra "Matador"? Det er 4. maj, Johannes G. Sørensen har lige meddelt, at Danmark er frit.

- "Væk med det, ud med det", siger Maudes mand, helt ude af sig selv af glæde, mens han hiver mørklægningsgardinerne ned, sagde biskoppen med henvisning til karaktererne bankdirektør Hans Christian Varnæs og hans hustru, Maude Varnæs.

Blandt andre kongeparret, dronning Margrethe og statsminister Mette Frederiksen (S) var blandt deltagerne ved fredsgudstjenesten, som blev transmitteret hos både DR og TV 2.

De to kanaler dækker desuden en kransenedlæggelse i Mindelunden i Ryvangen i København, hvor modstandsfolk blev henrettet under krigen og ligger begravet.

Under højtideligheden vil statsministeren holde tale, og breve fra modstandskæmpere vil blive læst højt.

Danmark blev besat af det nazistiske Tyskland 9. april 1940.

Klokken cirka 21.30 om aftenen 4. maj 1945 blev den tyske kapitulation i Danmark bekendtgjort via radio fra britiske BBC.

- Her er London, BBC sender til Danmark. I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig, lød de historiske ord fra nyhedsoplæser Johannes G. Sørensen.

Kapitulationen trådte dog først egentlig i kraft lørdag 5. maj 1945 klokken 08 om morgenen.

Bornholm blev ulig resten af landet først befriet fra de tyske styrker 9. maj. Øen forblev besat af Sovjetunionen indtil 5. april 1946.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 04/05/2025 - 12:47

Prinsesse Marie skyder billeder af fødselar og hans far

Grev Henrik af Monpezat fylder 16 år. Det markerer kongehuset ved at dele nye billeder af fødselaren.

I anledning af grev Henriks 16-års fødselsdag har kongehuset delt nye billeder af fødselaren.

Hans mor, prinsesse Marie, har taget billederne, der søndag er blevet delt på kongehusets hjemmeside og på Instagram.

Billederne viser greven henholdsvis alene og i selskab med sin far, prins Joachim.

Prinsesse Marie fotograferede også grev Henriks lillesøster, komtesse Athena, da hun fyldte 13 år den 25. januar.

Grev Henrik blev født på Rigshospitalet 4. maj 2009 som Joachims yngste søn og den ottende i arvefølgen til tronen efter sine halvbrødre Nikolai og Felix, som prins Joachim har fra sit første ægteskab med Alexandra Malley.

Han blev døbt Henrik Carl Joachim Alain i juli 2009 i Møgeltønder Kirke og voksede op på Schackenborg Slot i Sønderjylland, inden han og familien i 2014 flyttede til Ordrup nord for København, hvor Henrik begyndte på Sct. Joseph Søstrenes Skole.

Da familien i 2019 flyttede til Frankrig, blev Henrik sammen med sin lillesøster, Athena, optaget på privatskolen EIB Monceau, inden han kort efter blev konfirmeret i Den Danske Kirke i Paris.

Den 1. januar 2023 fik Henrik, Athena, Nikolai og Felix frataget deres kongelige titler som prinser og prinsesse, da dronning Margrethe offentliggjorde, at Joachims efterkommere fremadrettet udelukkende kunne benytte deres titler som grever og komtesse af Monpezat.

Dronningen mente, at det ville gavne børnene at forme deres egen tilværelse, uden at skulle tage hensyn til kongehusets forpligtelser.

Det var Joachim dog ikke enig i og gav udtryk for, at børnene fik frataget deres identitet, og at de følte sig udstødte fra familien.

Senere i 2023 slog familien sig ned i USA’s hovedstad, Washington D.C., da prins Joachim skulle tiltræde som forsvarsindustriattaché ved den danske ambassade. Grev Henrik går nu i skole i den amerikanske hovedstad.

I april 2024 gav prins Joachim og prinsesse Marie interview til avisen The Washington Post, hvor de fortalte om familiens nye tilværelse i USA.

- Vi har boet her i syv måneder nu, og de færreste ved, hvem vi er, bortset fra danskere, sagde prins Joachim til avisen.

Kongehuset næste fødselar er kong Frederik, der fylder 56 år den 26. maj.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 05/05/2025 - 11:00

FAKTA: 120-dagesreglen

* 120-dagesreglen kan give anledning til misforståelser. Reglen betyder, at arbejdsgiver kan opsige funktionærer med et kortere varsel, hvis medarbejderen har haft 120 sygedage.

* Men man kan sagtens blive opsagt både før og efter de 120 dage med sit almindelige varsel efter funktionærloven, hvis afskedigelsen ellers har en saglig grund.

Kilde: Klara Elisabeth Hoffritz, der er politisk juridisk konsulent og advokat i fagforeningen HK Privat.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 05/05/2025 - 11:00

FAKTA: Medarbejdere med særlig beskyttelse

* Der er en række medarbejdere, som har en særlig beskyttelse i forhold til opsigelse, såsom gravide, personer med handicap samt arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter.

* Det betyder ikke, at de ikke kan blive fyret. Der er blot større krav til arbejdsgiveren, som skal kunne bevise, at opsigelsen ikke skyldes eksempelvis en graviditet - hverken direkte eller indirekte.

Kilde: Linda Nordstrøm Nissen, der er underdirektør og advokat i arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen Tekniq.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek