Kyiv, 28/07/2025 - 03:46
Ukraine melder om mindst fem sårede i angreb på Kyiv
Fem personer er blevet såret i et russisk angreb på Kyiv, melder lederen af den ukrainske hovedstads militær.
Handout/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Et russisk luftangreb på Ukraines hovedstad, Kyiv, har såret mindst fem personer og beskadiget en beboelsesbygning.
Det melder lederen af Kyivs militære administration, Tymur Tkatjenko, på den krypterede beskedtjeneste Telegram ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Klokken 03.30 natten til mandag hørtes luftalarmen i størstedelen af Ukraine efter advarsler fra det ukrainske luftvåben om russiske angreb med missiler og droner, skriver Reuters.
Natten til mandag blev polske fly desuden aktiveret for at sikre det polske luftrum, da de russiske angreb nærmede sig den polske grænse til Ukraine.
Det oplyser den operative kommando for Polens væbnede styrker ifølge Reuters.
Rusland har ifølge ukrainske meldinger de seneste uger sendt rekordmange droner og missiler af sted mod ukrainske byer og har dræbt adskillige civile.
Søndag eftermiddag blev tre civile dræbt, og adskillige blev såret, da en russisk drone ramte en bus i Ukraines nordøstlige Sumy-region.
Det meldte regionens anklagemyndighed ifølge AFP på Telegram
Ukraine har den seneste tid også intensiveret sine angreb i Rusland.
Den russiske region Leningrads guvernør, Aleksandr Drozdenko, meldte søndag på Telegram, at en mand var død, og tre personer blev såret i en brand forårsaget af nedfaldne dronerester fra Ukraine. Det skrev det statslige russiske nyhedsbureau Tass og AFP.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har den seneste tid presset på for at få et møde med sin russiske modpart, Vladimir Putin, for at få en afslutning på krigen.
Men meldinger fra Rusland torsdag gav ifølge AFP indtrykket af, at et sådant møde ikke kommer til at finde sted i nærmeste fremtid.
De to lande har vidt forskellige mål med en eventuel forhandling. Ukraine har beskyldt USA for kun at sende lavtstående embedsmænd til de seneste samtaler. Den seneste fandt sted onsdag i sidste uge og varede under en time.
På mødet kom man ikke tættere på en løsning på den over tre år lange krig.
Rusland kræver, at Ukraine skal afstå fire regioner, som Rusland hævder at have annekteret. Dét krav kalder Ukraine uacceptabelt.
Ukraine har i mellemtiden bedt sine vestlige allierede om at sende flere våben, så hæren kan modstå de daglige russiske angreb.
/ritzau/