01/08/2025 - 08:00
Alkoholfri vin kan være en jungle: Prøv disse fif
Hav øje for druen, når du udvælger den alkoholfri vin. Succesraten er noget højere, hvis du går efter de lette varianter.
Bernd Wei''brod/Ritzau Scanpix
Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus
Hvis du har prøvet at skænke et glas rødvin uden procenter med forventningen om den velkendte fylde og smag, har du måske også prøvet at blive mødt af en lidt flad oplevelse, der minder mest om saft.
Alkoholfri vin er dog et område, der rører på sig, og med lidt tricks i ærmet, kan du lettere finde frem til de smagfulde flasker.
Ifølge Kristoffer Abildtrup Kragbøll, som er produktchef hos vinhandlen og vinbaren Kjær & Sommerfeldt, er der stor forskel på de forskellige varianter. Det er ganske enkelt lettere at finde smagfulde bobler end rødvine.
- De mousserende vine er lykkedes for rigtig mange producenter. Mundfølelsen med den pirrende, prikkende ballade i munden kan imitere noget af det, man gerne vil have.
- De alkoholfri hvidvine er også nået et sted hen, hvor teknologien gør, at du kan få en høj syre og balance, fortæller Kristoffer Abildtrup Kragbøll.
Hvidvin har nemlig ikke den tannintunge struktur, man kender fra rødvin. Og det er ofte den, der kan være svær at ramme i en alkoholfri version.
Du får derfor bedst held med at gå efter en rødvin i den lette ende, lyder anbefalingen fra Kristoffer Abildtrup Kragbøll.
- Det er ofte en drue som pinot noir. Og vælg gerne en vin med en struktur, der kan tåle noget afkøling, siger han.
I det hele taget gælder det om at have de rigtige forventninger, hvis du vil have en god oplevelse med alkoholfri vin.
Når man fjerner alkoholen, fjerner man nemlig også nogle af de egenskaber, man typisk forbinder med vin.
- Man har i forsøg fundet frem til, at alkohol har en tendens til at maskere de frugtige komponenter i en vins aroma, og når alkoholen er reduceret eller væk, træder de meget tydeligere frem, skriver medstifter og leder af Vinakademiet Thomas Ilkjær i magasinet Vin & Co.
Derfor kan en rødvin eksempelvis godt opleves lidt saftagtig.
En del af fylden ryger også, når man fjerner alkoholen, og det kompenserer nogle producenter for ved at tilsætte sød druemost for at give vinen mere krop. Det kan også give vinen et mere frugtigt præg.
Når du skal udvælge en hvidvin, der vil gøre sig godt i glasset, er det også en god idé at rette blikket mod druen.
De fadlagrede, fede og runde vine kan have tendens til at blive lidt hule i en alkoholfri udgave, vurderer Kristoffer Abildtrup Kragbøll.
- Det fungerer bedre med en drue, der har lidt mere syre, som sauvignon blanc. De findes også i nogle let mousserende udgaver, som fungerer rigtig godt i alkoholfri version.
- Personligt kan jeg også godt lide sådan noget som riesling, der har noget mineralskhed, tilføjer han.
/ritzau fokus/