København, 24/06/2025 - 14:01
DBU ændrer regler og tillader rekruttering af børn ned til ti år
De nye klubskifteregler skal ifølge Dansk Boldspil-Union (DBU) skabe rammer, som er mere transparente.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det skal fremover være tilladt at rekruttere spillere i andre klubber ned til ti år.
Bestyrelsen i Dansk Boldspil-Union (DBU) har vedtaget en række ændringer i reglerne for klubskifter for børne- og ungdomsspillere, der træder i kraft 1. juli. Det skriver Idrætsmonitor.
En fodboldklub har indtil nu lovligt måttet henvende sig til en anden klub for at rekruttere en spiller, når denne har nået U13-niveau.
DBU-næstformand Ole Jacobsen forklarer, at aldersgrænsen sænkes for at følge med en udvikling, hvor rekruttering af børnespillere er blevet mere udbredt.
- I stedet for at jagte en virkelighed, hvor tidlig rekruttering ikke sker, så handler det om at skabe rammer, som er mere transparente, siger Ole Jacobsen til Idrætsmonitor.
DBU oplyser på sin hjemmeside, at der om året er cirka 7500 klubskifter om året i børnefodbold.
- Heriblandt opleves tiltagende problemer med for tidlig rekruttering af for mange børnespillere, skriver DBU.
Anbefalingen fra DBU er stadig, at man venter med at rekruttere spilleren, til denne bliver U13-spiller.
Derfor kan det virke mærkeligt, at DBU alligevel vil tillade rekruttering i en tidligere alder.
Unionen forklarer dog også i et længere skriv med spørgsmål og svar på sin hjemmeside, hvorfor danske fodboldklubber fremover må rekruttere spillere helt ned til U10-niveau.
- De nye klubskifteregler har først og fremmest til formål at passe på børnene, desuden skal de nye klubskifteregler passe på miljøerne ude i klubberne.
- Desuden er det et mål at sikre mere oplysning om, hvad reglerne er og hvordan man kan og skal forholde sig til eventuelle klubskifter, oplyser DBU.
Såfremt en klub rekrutterer en spiller på U10-U12-niveau, forpligter den sig til at tilbyde spilleren træning og kampe på førsteholdet, frem til spilleren når U15.
- Man ved, at en tidlig rekruttering af spillere kan være vanskeligt, og at så længe børnene trives i deres nærmiljø, er det bedst at vente med klubskifterne.
- Hvis klubber alligevel ønsker at rekruttere, så er børnene med de nye klubskifteregler bedre sikret, at skiftet kommer til at passe dem, lyder det fra DBU.
De nye regler bliver fulgt tæt og skal evalueres senest inden sommeren 2026.
/ritzau/