København, 20/07/2025 - 12:07
Nedbrud hos Nets skyldtes ikke ekstern påvirkning
Nets undersøger fortsat årsag til stort nedbrud, men konkluderer, at det ikke skyldtes ekstern påvirkning.
Af: /ritzau/
Et landsdækkende nedbrud hos betalingsvirksomheden Nets lørdag aften var ikke "udløst af ekstern ondsindet påvirkning".
Det skriver Nets i en pressemeddelelse søndag ved middagstid.
Nets tilføjer, at virksomheden fortsat undersøger årsagen til nedbruddet, som gjorde, at kortbetalinger blev afvist.
Problemerne berørte forretninger og personer i Danmark, Norge og Sverige samt "enkelte" personer i udlandet, lyder det.
Driften blev normaliseret omkring klokken 22 lørdag aften.
Nets vil afklare, hvilke tiltag der kan være nødvendige for at styrke systemets robusthed i lignende situationer.
For at bruge et eksempel oplyser betalingsvirksomheden, at den ikke har været ramt af et DDoS-angreb.
Det kaldes også for et overbelastningsangreb, hvor eksempelvis en hjemmeside overbelastes så meget, at den bliver utilgængelig.
Ifølge Allan Bonke, landechef hos Nets i Danmark, har Nets arbejdet tæt sammen med leverandører for at identificere og løse problemet.
Under nedbruddet skiftede mange forretninger til offline-tilstand på kortterminalerne.
Det gjorde, at forretningerne var i stand til at tage imod nogle betalingstransaktioner og senere videresende dem til Nets.
/ritzau/