København, 01/05/2025 - 23:30
Novo-konkurrent øger salget med 45 procent i første kvartal
Eli Lilly hæver omsætningen betragteligt takket være diabetesmidlet Mounjaro og vægttabsmedicinen Zepbound.
Brendan Mcdermid/George Frey/Reuters
Af: /ritzau/
Danske Novo Nordisk og amerikanske Eli Lilly kæmper indædt om at få så stor en markedsandel på markedet for diabetesbehandling og vægttabsmedicin.
Og mens Novo først fremlægger regnskabstal for årets første kvartal i næste uge, så har Eli Lilly torsdag fremlagt sine finansielle resultater for perioden.
De viser en omsætningsfremgang på 45 procent, som i høj grad blev drevet af lægemidlerne Mounjaro og Zepbound.
Begge midler bygger på det samme virksomme stof, der både kan hjælpe diabetespatienter med at kontrollere deres blodsukker, men også kan hjælpe svært overvægtige til at tabe sig.
Det øgede salg i første kvartal får ikke Eli Lilly til at ændre ved prognosen om et samlet salg på mellem 58 og 61 milliarder dollar for hele 2025.
Selvom Eli Lily kan se tilbage på et kvartal med fremgang var aktien ved børsluk i USA nede med over 11 procent.
I eftermarkedet er aktien siden steget en smule med omkring 0,3 procent.
Faldet kan skyldes, at Novo kort før fremlæggelsen af regnskabstallene offentliggjorde en aftale med sundhedskoncernen CVS Health.
Den betyder, at CVS giver sine patienter udvidet adgang til Novos vægttabsmiddel Wegovy og samtidig nedprioriterer Eli Lillys Zepbound.
Eli Lilly har dog ikke opgivet kampen af den grund. Selskabet meddelte i februar, at man påtænker at bygge fire nye produktionsfaciliteter i hjemlandet USA, og det er fortsat hensigten.
/ritzau/MarketWire