København, 15/05/2025 - 05:30
Trods og traditioner forventes at drive salget af hveder
Bagere oplever flere virksomheder, der køber hveder til deres medarbejdere i anledning af den aflyste bededag.
Af: /ritzau/
Der er lagt i ovnen til et stort salg af hveder rundtom hos bagere og butikker landet over.
Det sker, på trods af at det i år er anden gang, at danskerne ikke fejrer store bededag som en officiel helligdag.
- Der er simpelthen kommet større fokus på det at spise hveder efter afskaffelsen, siger administrerende direktør i bagernes brancheorganisation Henrik Mühlendorph.
Bagerne oplever samtidig et boom i antallet af virksomheder, der bestiller hveder til deres medarbejdere.
- Virksomhederne bestiller i højere grad hvederne til en fælles morgenmad eller som et kit, medarbejderne kan få med hjem for at fastholde traditionen.
Hvedespisningen er i høj grad blevet en politisk sag, vurderer Henrik Mühlendorph.
Og det kunne ses i de mængder af hveder, der blev langet over disken sidste år og året forinden.
- Folk talte om, at "hvederne må de ikke tage fra os". Det fik karakter af et folkeligt oprør, siger Henrik Mühlendorph.
Han kender ikke det præcise tal på, hvor mange hveder der blev langet over disken.
Sidste år var en af højdespringerne, men han forventer, at salget i år kan nærme sig.
- Det er vores indtryk, at efterspørgslen er mindre krigerisk og oprørsk i år. Den er dulmet, men vi vil stadig gerne samle os om de varme hveder, siger han.
- Men det var mange. Virkelig mange, siger han.
Også i detailhandlen er der købt ind til, at efterspørgslen på hveder bliver stor i år.
- Der sælges flere i de her år end for ti år siden, siger forbrugeranalytiker hos Coop Analyse Kristian Herlufsen.
- Vi har allerede solgt tusindvis. Også titusindvis. Omkring 80 procent af hvederne bliver solgt onsdag og torsdag op til store bededag.
Mængden af solgte hveder kommer an på en lang række faktorer. Det gælder blandt andet eksponering i tilbudsaviser og vejret.
Coop har ligesom bagernes brancheforening ikke præcise tal på salget af hveder.
- Nogle sælges enkeltvis hos vores bagere og andre sælges i pakker med flere styks, så det er indviklet at gøre op, siger Kristian Herlufsen.
Han sammenligner hvederne med danskernes forhold til fastelavnsbollen og småkagerne til jul.
- Vi ser det på flere forskellige tidspunkter i løbet af året. Når der er en helligdag, som vi markerer med noget at spise, står det stærkt for danskerne.
Hos Salling Group har de bagt og indkøbt samme antal hveder som sidste år, men det er stadig for tidligt at drage en endelig konklusion om danskernes appetit på hveder i 2025, skriver Salling Group i en kommentar til Ritzau.
Det har ikke været muligt at høre til Rema1000's forventninger til salget af hveder.
/ritzau/