København, 19/06/2025 - 09:50
Medie: Los Angeles Lakers bliver solgt i rekordhandel
Efter mere end fire årtier med samme ejer bliver Los Angeles Lakers solgt for milliardbeløb.
Jason Parkhurst/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Et af verdens største sportsbrands bliver inden længe solgt i en rekordhandel.
I hvert fald skriver det velinformerede amerikanske medie ESPN, at basketballholdet Los Angeles Lakers kommer på nye hænder.
Ifølge mediet står milliardæren Mark Walter klar til at betale en pris, der værdisætter Los Angeles Lakers til ti milliarder dollar svarende til cirka 65 milliarder kroner.
Går salget igennem, vil Los Angeles Lakers være det mest værdifulde sportshold i USA nogensinde.
Los Angeles Lakers blev senest handlet i 1979, da Jerry Buss købte foretagendet af Jack Kent Cooke. Jerry Buss døde i 2013, og siden har hans seks børn kontrolleret holdet gennem en fond.
Datteren Jeanie Buss er lige nu direktør i Los Angeles Lakers, og det har været en betingelse for salget, at hun fortsætter i det job. Familien beholder desuden 15 procent af aktierne efter salget.
Gennem sit investeringsselskab TWG Global ejede Mark Walter i forvejen en andel af Los Angeles Lakers og overtager altså nu majoriteten.
Han er i forvejen flittig investor i sportsbranchen. Han har således andele i blandt andet baseballholdet Los Angeles Dodgers og den engelske fodboldklub Chelsea, ligesom han er manden bag Cadillacs Formel 1-satsning.
Tidligere i år blev rekorden for det mest værdifulde amerikanske sportshold slået, da basketballholdet Boston Celtics i en handel blev værdisat til 6,1 milliarder dollar.
/ritzau/