København, 16/05/2025 - 12:49
Søren Gade om fravalgt emne: Palæstina kan sætte brand i klasser
Folketingets Præsidium frygtede, at det ville afspore skolevalget, hvis Palæstina kom med på dagsordenen.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Folketingets Præsidium traf beslutningen om ikke at medtage emnet "Anerkend Palæstina som selvstændig stat" ved skolevalget næste år, for at netop skolevalget ikke blev taget som gidsel af et yderst betændt politisk emne.
Det fortæller Folketingets formand, Søren Gade (V), til Ritzau.
- Du kan ikke diskutere det spørgsmål på en ordentlig måde på 20 minutter, men du kan nå at sætte brand i en klasse på de 20 minutter.
- Jeg siger ikke, det sker alle steder. Jeg siger bare, at der er en risiko for, at det splitter mere, end det samler eleverne i en demokratisk samtale. Det er netop den demokratiske samtale, som er vigtig, siger han.
Politiken kunne torsdag fortælle, at emnet med Palæstina ikke bliver en del af skolevalget.
Den beslutning er senere blevet kritiseret af blandt andet Danske Skoleelever og Danmarks Lærerforening, lige som medlem af Præsidiet Karsten Hønge (SF) har erklæret sig uenig i beslutningen.
Søren Gade peger på, at der kom omkring 85 emneforslag ind til skolevalget, og at kun 20 af disse emner kunne blive udvalgt. Hvert emne bliver debatteret i omkring 20 minutter ved skolevalget.
Han anerkender, at der vil være kritik af Præsidiets beslutning.
- Men vi har et ansvar for, at skolevalget ikke kører af sporet. Det er sådan, at netop det emne splitter samfundet på kryds og tværs. Også i Folketinget er der hårde debatter om det, siger han.
Søren Gade understreger, at der ikke er tale om censur, "fordi skolerne kan jo diskutere det på alle årets dage".
/ritzau/