København, 01/05/2025 - 18:09
Danske Beredskaber efterlyser fortsat svar på ministers magt
Det er ifølge Danske Beredskaber fortsat uklart, hvad Torsten Schack Pedersen må for at sikre Danmark bedre.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Danske Beredskaber savner fortsat svar på, hvilke beføjelser beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) egentlig har.
Det siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber, som repræsenterer det kommunale beredskab, hovedsageligt brandvæsenet.
Meldingen kommer, efter at det onsdag kom frem, at en kommission, som netop skulle se på det, er blevet droppet.
Istedet vil Torsten Schack Pedersen, hvis officielle titel er minister for samfundssikkerhed og beredskab, nedsætte et ekspertpanel, som kan rådgive regeringen.
- Det er for mig at se stadig uklart, om ministeren har de rette beføjelser til at lave en tværgående beredskabsplanlægning i Danmark. Det er det, vi skal have, hvis vi skal op på en højere klinge i vores kriseplanlægning, siger Bjarne Nigaard.
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab så dagens lys i slutningen af august sidste år i forbindelse med en regeringsrokade.
Det er født med en væsentlig uklarhed, da det ikke står helt klart, om det har lovhjemmel til at kræve eller blot anbefale noget, når og hvis det skal pålægge andre at styrke deres beredskab.
Onsdag var meldingen fra ministeren, at tiden ikke længere er til at vente på en kommission.
- Risikobilledet og den sikkerhedspolitiske situation gør, at arbejdet om styrket samfundssikkerhed accelereres og organiseres mere fleksibelt. Det arbejde er myndighederne allerede i fuld gang med, men der skal sættes ekstra fart på. Tiden er derfor heller ikke til en kommission i traditionel forstand, sagde han i en pressemeddelelse.
Hvem der skal sidde i panelet, og detaljerne om hvad panelet helt konkret kan og skal, vides endnu ikke. Men Bjarne Nigaard finder det ganske logisk, at Danske Beredskaber eksempelvis sidder med. Danske Beredskaber er dog endnu ikke blevet spurgt, tilføjer han.
/ritzau/