København, 18/09/2025 - 04:57
Film om besættelse efter hjertesorg får ros for realistiske greb
"Se gennem Aske" får ros for at vise ung mands besættelse, men kunne have dyrket grusomheden mere.
Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Filmen "Se gennem aske" får ros for sin realistiske, ofte tåkrummende skildring af en ung mands hjertesorg og efterfølgende kaotiske tilværelse.
Det fremgår af anmeldelser fra Soundvenue, Filmmagasinet Ekko og Information.
Hovedpersonen Christian, som spilles af Rex Leonard, er 22 år og er stadig ikke kommet sig over sin ekskæreste, Aske, som afsluttede forholdet tre år tidligere.
I et forsøg på at flygte fra sine triste følelser lever Christian gennem sin telefon, blandt andet på datingapps og ved at gense videoer fra en mere lykkelig fortid med Aske.
Det skildrer instruktør Ludvig Christian Næsted Poulsen ved at bruge et greb i form af korte, håndholdte videoer optaget med hovedpersonens telefon.
Videoerne står i slående kontrast til Christians melankolske nutid, skriver Soundvenue.
- Det lyder trist, og det er det bestemt også.
- Men det er i høj grad også underholdende og sjovt at følge Christians kaotiske hverdag, ikke mindst fordi det unge skuespiltalent Rex Leonard leverer en forrygende, nuanceret præstation, som bør skaffe ham flere bærende roller i dansk film, lyder det.
Mediet giver filmen fem ud af seks stjerner.
Også Filmmagasinet Ekko roser Rex Leonard for skildringen af Christian, der er helt besat af Aske og i afmagt benytter sig af adgangen til hurtig, uforpligtende sex.
Men anmelderen synes, at der er for mange nye ansigter, der distraherer fra Christian.
- Man kunne have ønsket sig, at hans mest nedslående eskapader havde været skildret som en montage. Det havde levnet mere tid til at dvæle ved hans mest skelsættende møder, hans følelsesliv og tabet af uskyld i datingjunglen, lyder det.
Information giver ikke karakterer, men ville ønske, at filmen ville komme hurtigere til sagen. Christian flyder for meget rundt i det, som avisen betegner som eksistentielt dødvande, lyder det.
- Det er i denne del af filmen, der går for meget tid med at vise, hvordan Christian flyder rundt i sit eksistentielle dødvande, inden handlingen begynder at tage fart.
- Se gennem Aske virker som en langtrukken kortfilm, indtil et par rigtig dårlige beslutninger af Christian gør historien mere spændende. Gid, der var blevet brugt mere krudt på grumheden, skriver Information.
"Se gennem Aske" har premiere torsdag.
/ritzau/