Aalborg, 25/05/2025 - 00:53
Karnevalsdeltagere udviste god opførsel i Aalborgs gader
Lørdag blev otte personer anholdt i forbindelse med Aalborg Karneval. Alle for mindre forseelser.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Aalborg Karneval har for de allerflestes vedkommende været en god og festlig dag.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse lørdag, efter at festlighederne kort før midnat så småt er begyndt at ebbe ud.
I løbet af karnevallet har politiet foretaget otte anholdelser.
Der er ifølge politiet primært tale om mindre forseelser. Det drejer sig om overtrædelser af ordensbekendtgørelsen, spirituspåvirket adfærd og enkelte tilfælde af vold.
Alle de anholdte er blevet løsladt igen.
Politiet har lørdag desuden sigtet "en del" personer for besiddelse af mindre mængder af euforiserende stoffer, fremgår det af pressemeddelelsen.
- På trods af en del mindre sager, kan vi generelt sige, at størstedelen af deltagerne udviste god opførsel og bidrog til en festlig stemning i Aalborgs gader, siger vicepolitiinspektør Søren Pejtersen.
Nordjyllands Politi oplyste forud for karnevallet, at der ville være en markant og synlig tilstedeværelse af politi i gaderne. Politiet havde desuden sat midlertidig overvågning op de steder, hvor festen foregår.
- Vores indsats fokuserede som sagt på synlig tilstedeværelse og forebyggelse, hvilket vi mener, har haft en positiv effekt. Derudover har vi også udvist en meget stor grad af tolerance i dag, henset til den festlige begivenhed, siger Søren Pejtersen.
Karnevallet er Skandinaviens største og blev lørdag afholdt for 43. gang. Ifølge karnevallets hjemmeside tiltrækker det årligt omkring 100.000 gæster.
Karnevalsoptoget gik dog ikke fuldstændigt som planlagt, oplyser Nordjyllands Politi i pressemeddelelsen lørdag aften.
I Vestbyen gik en af de forreste karnevalsvogne i stå kort efter paradens start.
Det skete ifølge politiet på et tidspunkt, hvor folkemængden var massiv. I fællesskab fik politi og personale fra Aalborg Karneval dog ledt deltagerne ud til sidegaderne.
- Det er dog helt forståeligt, hvis situationen har forskrækket nogle af de deltagere, som stod meget tæt, og havde svært ved at komme væk. Vi har dog ikke aktuelt kendskab til personskade i forbindelse med episoden, lyder det fra Søren Pejtersen.
Politibetjente vil fortsat patruljere Aalborg og være synlige natten til søndag, oplyser politiet.
/ritzau/