København, 05/11/2024 - 13:04
Vestjyllands spillemand Johnny Madsen er død efter sygdom
Johnny Madsen var "rock'n'roll" til det sidste, siger hans søn til Ekstra Bladet. Musikeren blev 73 år.
Af: /ritzau/
Musiker og kunstner Johnny Madsen er død i en alder af 73 år.
Det oplyser hans familie til Ekstra Bladet.
Johnny Madsen døde mandag eftermiddag i sit hjem på Fanø efter længere tids sygdom.
- Det er ingen hemmelighed, at min far var hård ved sit system. Og han var rock'n'roll til det sidste. Nu kunne hans system bare ikke mere, siger sønnen, Rasmus Madsen, til Ekstra Bladet.
I august i år blev Johnny Madsen indlagt efter komplikationer fra et brækket kraveben. Han kunne først vende hjem igen efter ugers indlæggelse.
I efteråret 2023 sagde trubaduren til Ekstra Bladet, at han var træt af turnélivet og manglede motivation. Derfor ville han ikke optræde i 2024.
Han havde senest stået på en scene i 2021, men her måtte han trække stikket, fordi han fik en diskusprolaps. Samme år konstaterede han i et interview med Ekstra Bladet, at "det er ikke en sundhedskonkurrence at være musiker".
- Vi er hårde ved os selv. Men hvis man ikke går til yderligheder, så er der ingen grund til at gå, lød det.
Johnny Madsen kom til verden i Thyborøn i 1951, men han slog rødder på Fanø, hvor han også har haft sit eget galleri.
Den folkekære musiker har siden 1970'erne produceret hits som solist og med gruppen Dalton med Lars Lilholt.
Som solist debuterede Madsen med albummet "De Tørre Er De Best … (Men Våde Er De Flest …)" i 1982.
Sidenhen er det blevet til flere kendte sange som "Færgemand" og "Udenfor sæsonen". Han stod desuden bag 14 studiealbum, to livealbum og tre opsamlingsalbum.
Johnny Madsen har også udgivet sammen med Peter Belli, Nanna og Billy Cross under navnet Hobo Ekspressen, hvor de i 1989 fik et stort hit med "En at bli’ som".
Og så var han også kendt for sin lune humor og sin insisteren på den personlige frihed, hvor man gerne må få sig en cigaret og en dram efter koncerten.
Johnny Madsens søn, som også selv er musiker, skriver i et mindeord til Ekstra Bladet:
- At vokse op som søn af kulturikonet Johnny Madsen er at vokse op i lige dele lys og skygge.
- At vokse op med manden som min far er et liv i omsorg, tryghed og endeløs kærlighed.
Musiker Lars Lilholt, som har været kollega og tæt ven med Johnny Madsen gennem 45 år, mindes sin gamle kammerat på Facebook.
- Johnny var et fantastisk menneske og ven. Generøs og givende og en stor kunstner.
- Jeg er meget ked af det lige nu, og billeder og historier fra 45 års venskab flimrer i mit hoved. Han var sgu så sød, og jeg elskede ham højt. Det er allerede nu et stort savn, skriver Lilholt.
Også statsminister Mette Frederiksen (S) reagerer på dødsfaldet. På Facebook kalder hun Johnny Madsen for en sand original, en folkekær trubadur og humoristisk som få.
- I dag, på en grå novemberdag, lyser Johnnys mange farver ekstra op -- både dem i musikken og dem på lærredet, skriver hun.
Johnny Madsen var livet igennem leveringsdygtig i finurlige citater med et glimt i øjet. Blandt andet replikker som "cognac krummer ikke i sengen", og "lige meget hvor sort livet er, er der altid lys i køleskabet".
Selv om de fornøjelige historier om Johnny Madsen er mange, oplevede kunstneren også dyb sorg privat.
Han mistede en datter, som døde af en sjælden form for epilepsi, da hun var tre måneder gammel.
Det fik ham til i 2015 at udgive sangen "Aldrig mere".
/ritzau/