Budapest, 01/06/2025 - 20:50
Manglende erfaring kostede tidligt Odenses guldchancer
Odense-profilen Mie Højlund føler, at holdet blev overrumplet af at stå i CL-finalen i kampens begyndelse.
Tamas Purger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Efter fem minutters spil var Odense Håndbold bagud 1-6 i Champions League-finalen mod Györ. Godt midtvejs var ungarerne rykket i front med 12-5.
Det danske hold kunne slet ikke finde fodfæste i finalen og diskede op med flere store og ukarakteristiske fejl, som omgående blev straffet.
Ifølge landsholdsprofilen Mie Højlund skete præcis det, man for alt i verden ville undgå. Vigtigheden af kampen satte sig i holdet.
- Jeg står med en fornemmelse af, at vi blev overrumplet af, hvor vigtig kampen var for os, og hvordan det føltes at træde ind i en arena som den her til en Champions League-finale, siger Højlund.
- Det var urutineret af os. Vi manglede timing, for mange af os ville bare ind og afgøre det selv, og det lykkedes ikke.
Finalesejren var Györs syvende i Champions League, siden holdet vandt første gang i 2013. Og det var tydeligt i kampens indledning, at det var et hold, som vidste, hvordan man skulle agere i den store kulisse.
Lige så tydeligt var det, at Odense skulle bruge tid på at lande på den helt store scene, hvor holdet aldrig havde stået før.
- Jeg er meget skuffet over, at det spil, vi leverede, ikke er det, vi har leveret hele sæsonen, siger Højlund.
- Vi spillede ikke som os selv i starten, og det er meget frustrerende at stå med bagefter. Jeg står klart med en følelse af, at vi tabte kampen der.
Odense er det første danske hold, som er nået til Champions League-finalen, siden Viborg HK vandt turneringen i 2010.
Fynboerne har spillet en forrygende sæson både på hjemlig grund og i Europa, men stoltheden over det historiske resultat i Budapest kommer ikke på denne side af nattesøvnen for Højlund.
- Jeg håber, jeg kan vågne op i morgen (mandag, red.) og være stolt af det og tage de ting med, som vi har lært af weekenden. Og så håber jeg, at vi kan være dygtige nok til at spille os hertil igen, siger hun.
På torsdag venter den første af potentielt tre DM-finaler mod Team Esbjerg, der søndag vandt bronzekampen ved Final 4 i Budapest.
Men DM-finalerne er langt væk i tankerne lige nu, selv om der kun er fire dage til.
- Lige nu er jeg træt af, at vi skal hjem og spille dem. Jeg er træt helt ind til knoglerne, så det er en meget speciel følelse at skulle hjem og rejse sig til det, lyder det fra Højlund.
- Men jeg håber også, vi kan få gjort det ordentligt, for vi skal slutte sæsonen af på en ordentlig måde. Og det er altid en motivation at skulle møde Esbjerg.
/ritzau/