København, 12/05/2025 - 09:27
Mærsk stiger kraftigt efter delvis toldpause mellem Kina og USA
Transportsektoren har været sat under pres af en eskalerende toldkrig mellem Kina og USA den seneste måned.
Af: /ritzau/
Den danske rederigigant Mærsk stiger mandag omkring 12 procent på børsen, efter at USA og Kina har sat deres toldkrig delvist på pause i 90 dage.
Mærsk har - sammen med resten af transportsektoren - været sat under pres af en eskalerende toldkrig mellem de to lande den seneste måned.
Der har nemlig været en frygt for, at situationen mellem landene kunne føre til et fald i den globale handel.
Det er skidt nyt for en virksomhed som Mærsk, der lever af at fragte varer på tværs af kloden.
Aftalen mellem USA og Kina er mandag morgen dansk tid blevet meldt ud i en fælles udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ifølge Financial Times betyder aftalen, at told på kinesiske varer sænkes til 30 procent fra 145 procent, mens Kina reducerer told på import af amerikanske varer til 10 procent fra 125 procent.
I løbet af weekenden har der været forhandlinger mellem Kina og USA om told og handel, efter at Trump i de første måneder af sin præsidenttid har øget told på en lang række lande.
Amerikanerne havde lagt told på 145 procent på varer fra Kina. Kineserne svarede igen med en straftold på 125 procent på amerikanske varer.
/ritzau/