Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Los Angeles, 13/05/2025 - 03:51

Rapper indlagt efter knivoverfald i amerikansk fængsel

Mandag morgen blev musikeren Tory Lanez overfaldet og stukket 14 gange, står der på hans Instagram-profil.

Af: /ritzau/

Den canadiske rapper Tory Lanez, der sidder fængslet i USA, er blevet indlagt efter at være blevet overfaldet.

Det oplyser fængselsmyndigheden i delstaten Californien mandag eftermiddag lokal tid ifølge AFP.

Myndigheden uddyber ikke, hvad der er sket, eller hvor slemt musikeren er kommet til skade. Men i et opslag på hans profil på Instagram fremgår det, at han er blevet stukket 14 gange, blandt andet i ryggen og ansigtet.

Begge hans lunger kollapsede, men han er uden for livsfare, står der.

- Selv om han har smerter, taler han normalt og er ved godt mod og takker Gud for, at han klarer sig, lyder det i opslaget.

Ifølge mediet TMZ blev en hjemmelavet kniv - en såkaldt shank - brugt.

Overfaldet skete mandag morgen klokken 07.20 i et fængsel i byen Tehachapi, der ligger omkring 110 kilometer nord for storbyen Los Angeles.

Den canadiske rapper afsoner en dom på 10 års fængsel for at have skudt den amerikanske rapper Megan Thee Stallion i foden i 2020.

/ritzau/

Paris, 13/05/2025 - 11:28

Depardieu skyldig i overgreb på kvinder: Får betinget fængselsdom

Julien De Rosa/Ritzau Scanpix

Vidne forklarede, at den franske skuespiller fastholdt hende mellem sine ben og tog på hende. Han vil anke.

Den franske skuespiller Gérard Depardieu får 18 måneders betinget fængsel for seksuelle overgreb.

Det har en domstol i Paris tirsdag afgjort, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Skuespilleren vil anke dommen, siger hans advokat.

Depardieu var anklaget for overgreb på to kvinder under optagelserne til filmen "Les volets verts" ("De Grønne Skodder"), som havde premiere i 2022.

Overgrebene skal være sket i 2021.

Den 76-årige skuespiller, der har været med i over 200 film og serier, er blevet mødt af et voksende antal anklager om overgreb, men han har løbende nægtet sig skyldig.

Dommer Thierry Donard siger tirsdag, at Depardieus gengivelse af begivenhederne ikke har været overbevisende.

Undervejs i retssagen har Depardieu blandt andet erkendt, at han rørte en kvindes hofter under optagelserne til en film.

Han afviste dog, at der skulle være tale om et overgreb, da han blandt andet gjorde det for "ikke at glide".

En af de to, der havde lagt sag an - en scenograf på filmen - forklarede retten, at Depardieu havde taget hende over alt på kroppen, mens han havde holdt hende fast mellem sine ben og var kommet med seksuelle udtalelser

- Han rørte alt, herunder mine bryster, sagde hun til domstolen.

- Jeg var skrækslagen. Han grinte.

Dommeren sagde, at hendes forklaring blev underbygget af to vidners udtalelser, mens Depardieu i sin forklaring havde været selvmodsigende.

De 18 måneders betinget fængsel var også det, som anklagemyndigheden gik efter i sagen.

Anklagerne mod Depardieu er i de seneste år blev et politisk emne i Frankrig, hvor præsident Emmanuel Macron i 2023 omtalte situationen som en "menneskejagt" mod Depardieu. Præsidenten kaldte dengang Depardieu "en imponerende skuespiller", der "gør Frankrig stolt".

Udtalelserne blev set som en klar støtte til skuespilleren, og Macron fik fra flere sider kritik. Han har senere sagt, at han er "kompromisløs" i kampen mod voldtægt og det, han kalder en "brutal kultur".

Gérard Depardieu er en af de mest kendte skuespillere i Frankrig. Han har medvirket i utallige franske film, men også internationale film som "Hamlet", "Life of Pi" og Ole Bornedals "Jeg er Dina".

/ritzau/Reuters

Læs Mere >>

Paris, 13/05/2025 - 11:02

Depardieu skyldig i overgreb på kvinder: Får betinget fængselsdom

Julien De Rosa/Ritzau Scanpix

Vidne forklarede, at den franske skuespiller fastholdt hende mellem sine ben og tog på hende. Han vil anke.

Den franske skuespiller Gérard Depardieu får 18 måneders betinget fængsel for seksuelle overgreb.

Det har en domstol i Paris tirsdag afgjort, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Skuespilleren vil anke dommen, siger hans advokat.

Depardieu var anklaget for overgreb på to kvinder under optagelserne til filmen "Les volets verts" ("De Grønne Skodder"), som havde premiere i 2022.

Overgrebene skal være sket i 2021.

Den 76-årige skuespiller, der har været med i over 200 film og serier, er blevet mødt af et voksende antal anklager om overgreb, men han har løbende nægtet sig skyldig.

Dommer Thierry Donard siger tirsdag, at Depardieus gengivelse af begivenhederne ikke har været overbevisende.

Undervejs i retssagen har Depardieu blandt andet erkendt, at han rørte en kvindes hofter under optagelserne til en film.

Han afviste dog, at der skulle være tale om et overgreb, da han blandt andet gjorde det for "ikke at glide".

En af de to, der havde lagt sag an - en scenograf på filmen - forklarede retten, at Depardieu havde taget hende over alt på kroppen, mens han havde holdt hende fast mellem sine ben og var kommet med seksuelle udtalelser

- Han rørte alt, herunder mine bryster, sagde hun til domstolen.

- Jeg var skrækslagen. Han grinte.

Dommeren sagde, at hendes forklaring blev underbygget af to vidners udtalelser, mens Depardieu i sin forklaring havde været selvmodsigende.

Gérard Depardieu er en af de mest kendte skuespillere i Frankrig. Han har medvirket i utallige franske film, men også internationale film som "Hamlet", "Life of Pi" og Ole Bornedals "Jeg er Dina".

/ritzau/Reuters

Læs Mere >>

, 13/05/2025 - 10:00

FAKTA: En kræsen svamp

* Meldug er yderst vækstspecifik. Det vil sige, at det er en særlig form for meldug, der rammer æbletræer, og en anden form, der rammer for eksempel roser.

* Æblemeldug kan derfor ikke sprede sig til roser, og rosenmeldug kan ikke sprede sig til æbletræer.

* Meldug er kun i stand til at leve på levende planter og kan ikke som andre svampe vokse på eksempelvis dødt plantevæv.

* Varmt og tørt vejr stimulerer svampens dannelse af sporer og spredningen af dem. Der skal dog en høj luftfugtighed til, før sporerne er i stand til at spire.

Kilde: Magnus Gammelgaard Nielsen, der er gartner og under navnet Plantedoktoren formidler viden om havens skadedyr og plantesygdomme.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 13/05/2025 - 10:00

Brems svampesygdommenes hærgen i haven

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Du kan forhindre svampeangreb i at udvikle sig ved at finde havesaksen frem fra skuret netop nu, fortæller gartner med speciale i plantesygdomme.

Forårets tørre vejr gør det svært for svampesygdommene at trives i haven, men du kan godt støde på dem alligevel. Særligt, hvis du har æbletræer.

Det fortæller Magnus Gammelgaard Nielsen, der er gartner og under navnet Plantedoktoren formidler viden om havens skadedyr og plantesygdomme.

- Meldug er en svamp, der overvintrer i grene og knopper, og de kan nu ses på æbletræernes skud som nogle små hvide spidser, siger han og råder til, at du finder havesaksen frem, hvis du spotter den mælkehvide svamp.

- Klip de ramte skud af. På den måde undgår du, at svampesporerne fra meldugsvampen spreder sig. Frugtavlerne går i øjeblikket rundt og laver netop disse beskæringer.

Hvis melduggen får frit spil til at udvikle sig, vil du senere på sommeren se mange flere blade og skud med hvide belægninger.

Sygdommen hæmmer væksten i æbletræet, og de frugter, der gror frem, udvikler en ru overflade, der kaldes for skrub.

- Når meldugsvampesporerne lander og spirer på æblerne, ødelægger de overhuden på æblerne, forklarer Magnus Gammelgaard Nielsen.

Et andet sted i haven, hvor svampesygdommene har det med at slå ned, er i rosenbedet. Roserne kan som æbletræerne blive ramt af meldug, men også sygdommen stråleplet er udbredt.

Stråleplet viser sig som sorte pletter på bladene. Og her gælder samme råd som med æbletræerne: Fjern de ramte blade, så svampen ikke smitter videre.

Ifølge Magnus Gammelgaard Nielsen tegner det dog ikke til at blive et slemt år for roserne, fordi foråret indtil videre har været meget tørt.

Han understreger samtidig, at den bedste måde at undgå svampebefængte roser er ved at udvælge nogle sorter, der er modstandsdygtige over for sygdommene.

Derudover spiller det en væsentlig rolle, hvor rosenbedene er placeret i haven.

- Roser skal stå i fuld sol. På den måde bliver bladene tørret hurtigt, når det har regnet, og det gør det sværere for svampesygdomme at etablere sig i planterne, fordi svampesporerne trives i et fugtigt miljø, fortæller Magnus Gammelgaard Nielsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek