København, 09/06/2025 - 06:26
Løbeglade danskere skal berede sig på ustadigt vejr til Royal Run
Ugen begynder med ustadigt mandagsvejr, men kan ende ganske sommerligt, siger meteorolog.
Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det vil holde tørt det meste af mandagen, men vil man være sikker på at holde hovedet tørt, er det en god idé at hive paraplyen frem fra skabet.
Sådan lyder rådet mandag morgen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Det gælder ikke mindst, hvis man skal løbe, gå eller være tilskuer til motionsarrangementet Royal Run, der afholdes i fem byer.
- Vi havde jo en våd søndag, men sådan bliver det ikke i dag. Vi er vågnet op til en anden pinsedag med nogen eller en del sol til de fleste, siger vagthavende meteorolog Mette Wagner.
Hun tilføjer dog, at vejret vil være ustadigt mandag, hvor dagen også begynder med en del vind.
- Der er lidt drivende skyer, så i perioder vil det være skyet, og der kan i løbet af dagen komme enkelte byger.
- Temperaturerne stiger til mellem 13 og 18 grader, og det bliver varmest ved østvendte kyster. Der er jævn til hård vind fra morgenstunden - i Nordjylland stedvis kuling - men i løbet af dagen aftager vinden, siger Mette Wagner.
Royal Run afholdes i år i Ribe, Viborg, Horsens, Korsør og i hovedstaden, hvor ruterne går gennem København og Frederiksberg.
Vejret vil være ens i det meste af landet, men et enkelt sted skal man være ekstra opmærksom på vindforholdene.
- Den eneste rigtige forskel i dag er, at det i Korsør bliver lidt mere blæsende end i de andre løbsbyer, siger meteorologen.
Tirsdag vender regnen tilbage, når et lavtryksområde trækker ind over Danmark. Det bliver også en smule køligere med temperaturer, der når op på 16 grader.
Også onsdag bliver til den kølige side, men et højtryksområde, der bygger sig op øst for Danmark, fører mere stabilt vejr og masser af sol med sig.
Solskin bliver der også rigeligt af torsdag, hvor temperaturerne begynder at kravle opad, før man fredag kan håbe på at få en rigtig sommerdag.
/ritzau/