Herning, 11/05/2025 - 08:50
Yngstemanden brød VM-måltørke: Det var som et blackout
Oscar Fisker Mølgaard fik en drøm opfyldt, da han scorede Danmarks første VM-mål i en fyldt Boxen.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mere end 80 minutter skulle tilskuerne vente på en dansk scoring ved ishockey-VM. Derfor var forløsningen stor, da pucken kort inde i anden periode mod Schweiz omsider blev sendt i nettet.
Øjeblikket blev kun endnu mere mindeværdigt af, at det var holdets yngste spiller, Oscar Fisker Mølgaard, der stod for 1-1-scoringen. Endda på et tidspunkt, hvor danskerne var i undertal.
Selv om målet ikke rakte til point, lægger det 20-årige stortalent ikke skjul på, at det betød noget særligt for ham.
- Det var som et blackout, da pucken røg ind. Jeg nåede næsten ikke at opfatte, hvad der skete efter det. Der var en masse larm, og drengene var glade.
- Lige siden jeg blev klar over, at der var et VM på hjemmebane, og jeg havde en chance for at være med, så har jeg drømt om at score foran alle hjemmefansene. Forhåbentlig kommer der flere, siger Oscar Fisker Mølgaard.
Han er ikke bare yngst på VM-holdet. Han er markant yngst. Næstyngste mand er Frederik Dichow, der er fire år ældre.
Men Mølgaard har for længst bevist, at han kan være med blandt de voksne. Og hans garvede holdkammerater har kun pæne ord at sige om den NHL-draftede nordjyde.
- Hvis der er nogen, der fortjener det mål, så er det ham. Han har en stor fremtid foran sig, men jeg er sikker på, at det er noget han vil huske i hele sin karriere. At score sådan et mål i en fyldt Boxen, det er sådan noget, man spiller for, siger kaptajn Jesper Jensen Aabo.
Også den tilbagevendte målmand Sebastian Dahm er på kort tid blevet begejstret for dansk ishockeys i øjeblikket største talent.
- Jeg lærte ham først at kende for et par uger siden, da vi spillede testkampe i Ungarn. Vi var værelseskammerater. Den yngste og den ældste på samme værelse.
- Han er sgu en dejlig knægt, der er meget moden af sin alder. Han er dygtig til at hæve niveauet, når han står over for bedre modstandere. Det er imponerende at se.
- Det er sådan noget, der gør, at man godt kan forvente store ting fremover, siger Sebastian Dahm.
Ishockeylandsholdet skal i aktion ved VM igen mandag aften, hvor Tjekkiet venter i Boxen.
/ritzau/