Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/08/2025 - 12:55

Peter Lund Madsen er død efter cykeltur

Lægen, psykiateren og tv-personligheden Peter Lund Madsen er død, 65 år. Det oplyser hans familie til Ritzau.

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Lægen, psykiateren og tv-personligheden Peter Lund Madsen - populært kaldet Hjerne-Madsen - er død, 65 år.

Det oplyser hans familie til Ritzau mandag.

Peter Lund Madsen var på vej på cykel fra Havnsø til København, da han tilsyneladende fik et ildebefindende.

Forbipasserende fandt ham i vejkanten og alarmerede politiet. Han blev fløjet til Rigshospitalet, men var død ved ankomsten.

Familien - der omfatter journalisten og lillebroren, Anders Lund Madsen - er i dyb sorg og beder pressen om at vise hensyn og undlade at kontakte efterladte og pårørende i de kommende uger.

Peter Lund Madsen specialiserede sig som læge i hjernen og fik blandt andet en doktorgrad for sine studier af hjernens blodomløb og forandringer ved forskellige bevidsthedsniveauer.

Han blev vært for tv-programmet "Hjerne-Madsen" i 1998 og blev kendt for at kunne formidle ofte svært tilgængelige videnskabelige emner på en letforståelig og underholdende måde.

Han har siden også lavet både radio og teater om videnskabelige emner, og ofte skete det i selskab med broren.

Han bestyrede ved sin død radioprogrammet "Hjernekassen" på P1, der senest udkom tirsdag i sidste uge.

/ritzau/

Italien, 19/08/2025 - 15:09

Verdensstjerne gift med dansk supermodel: Lad os lave flere børn

Evan Agostini/Invision/AP/Arkivfoto/Ritzau Scanpix

Podcaststjernen Logan Paul og modellen Nina Agdal har holdt bryllupsfest for familie, venner og deres datter. Og gommen er klar til at føje flere til stammen.

I weekenden dannede området omkring Comosøen i det nordlige Italien ramme om et kendisbryllup med dansk islæt.

Den 33-årige danske supermodel Nina Agdal, der tidligere har dannet par med Leonardo DiCaprio, sagde fredag ja til en verdenskendt podcaststjerne, den tre år yngre Logan Paul.

Det fremgår af et opslag på sidstnævntes instagramprofil.

- Gud leverede på alle måder. Dette bryllup var den perfekte måde at sætte gang i resten af vores liv, Nina Agdal, skriver han blandt andet på det sociale medie.

Opslaget er også oversvømmet af kærlige billeder og små videoer af det dansende brudepar, champagneregn og festfyrværkeri.

Der blev også plads til et familiebillede med det nygifte par og deres knap et år gamle datter, Esmé Agdal Paul.

- Jeg elsker dig og vores smukke lille pige Esmé så meget. Lad os lave flere børn, lyder Logan Pauls opfordring til konen, som han har dannet par med siden 2022.

Opslaget løfter også sløret for, hvem der ellers deltog i kærlighedsfesten.

Her fremgår det nemlig, at den mexicanske internetberømthed, skuespiller og model Juanpa Zurita vandt kåringen som den mest fulde person til festen.

Logan Pauls bror, influencer, bokser og skuespiller Jake Paul, ønsker tillykke med brylluppet og skriver i en kommentar, at det var det sjoveste nogensinde. Han optræder også på et af billederne i færd med at bokse til den pyntede bryllupskage.

Logan Paul har været med til at stifte Prime Energy, som er et mærke, der producerer energidrikke, som også sælges i Danmark.

I skrivende stund har han mere end 27 millioner følgere på Instagram, mens Nina Agdal, der som model har været på catwalken for blandt andre lingerigiganten Victoria's Secret, har knap 2 millioner følgere.

Hun fik sit helt store internationale gennembrud som model i 2014, da hun kom på forsiden af Sports Illustrateds badetøjsudgave af magasinet sammen med de amerikanske supermodeller Chrissy Teigen og Lily Aldridge.

Hun arbejder stadig som model, men har ved siden af skabt sit eget app-univers, hvor hun deler opskrifter, træningsvideoer og sine egne erfaringer med kost, motion og mental sundhed.

I 2013 oprettede Logan Paul en YouTube-kanal. Han begyndte at studere på universitetet, men droppede ud for at bruge sin tid på YouTube og sociale medier.

Følgerskaren voksede, og i 2025 har han 23,6 millioner følgere på YouTube og 19 millioner på TikTok.

I 2017, 2018 og 2021 var han på Forbes' liste over bedst betalte youtubere.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 19/08/2025 - 14:46

Viktor Axelsen skal skilles

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Badmintonstjernen Viktor Axelsen og Natalia Koch Rohde skal skilles.

Den danske badmintonspiller Viktor Axelsen skal skilles fra sin kone, Natalia Rohde. Det meddeler han på det sociale medie X.

- Livet går ikke altid som planlagt. Natalia og jeg har besluttet at gå fra hinanden i god ro og orden.

- Vores primære fokus vil være på vores to fantastiske piger og på at være de bedst mulige forældre for dem i denne svære tid, skriver Axelsen.

Den dobbelte OL-guldvinder har ikke mere at tilføje.

- Vi beder venligst alle om at respektere vores privatliv, og vi har ikke yderligere kommentarer, lyder det fra Axelsen.

Axelsen har de seneste år haft sin kones far, Henrik "PK" Rohde, som træner. For et par måneder siden blev det dog meldt ud, at der skrues ned for samarbejdet, da Henrik "PK" Rohde havde fået nyt job.

I de seneste år har 31-årige Axelsen boet i Dubai sammen med sin familie. Axelsen og Natalia Rohde har sammen døtrene Vega og Aya på fire og to år.

En skade i ryggen har plaget Axelsen på det seneste, og han har meldt afbud til VM i slutningen af denne måned i Paris.

- Efter omhyggelig konsultation med mit lægeteam er jeg blevet rådet til at dedikere mere tid til min genoptræning.

- Som følge heraf vil jeg desværre ikke være i stand til at blive turneringsklar tids nok til at deltage sikkert ved det kommende VM, lød det fra Axelsen i forbindelse med afbuddet.

Axelsen er blandt andet dobbelt olympisk mester i herresingle fra 2021 og 2024. Han vandt VM-guld i 2017 og 2022, men røg ud i kvartfinalen ved verdensmesterskaberne på hjemmebane i København i 2023.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 19/08/2025 - 08:00

FAKTA: Hvad er BBR?

* Bygnings- og Boligregistret (BBR) er et offentligt tilgængeligt register, der rummer oplysninger om alle bygninger og boliger i Danmark.

* Der er mange oplysninger om hver enkelt bygning - for eksempel hvor den ligger, hvad den bruges til, dens størrelse og alder.

* Oplysningerne i BBR anvendes til mange formål i både staten, kommunerne og i private virksomheder.

* Store pengestrømme er afhængige af BBR-oplysningerne. I det offentlige gælder det for eksempel ejendomsskat, bloktilskud til kommunerne samt boligstøtte.

Kilde: bbr.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 19/08/2025 - 08:00

Dine oplysninger i BBR kan potentielt redde liv

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Alt fra, hvad dit tag er lavet af, til hvordan dit hus varmes op, er nyttig information for beredskabet i tilfælde af brand.

Som husejer er det en rigtig god idé at tjekke op på, om de oplysninger, der står om dit hjem i Bygnings- og Boligregistret (BBR), matcher virkeligheden.

Information om, hvilke materialer dit tag er lavet af, og om der er en olietank på grunden, bliver nemlig ikke kun brugt til at vurdere ejendommens værdi - de hjælper også beredskabet, hvis der skulle udbryde brand.

Det fortæller Hasse Lind, der er teknisk leder ved Falck.

- I det øjeblik, vi får en opgave, hvor vi skal rykke ud til en adresse, sidder vi på vagtcentralen og prøver at søge så meget information som overhovedet muligt frem om ejendommen, så vores styrker, der er på vej, kan forberede sig bedst muligt, siger han.

Hvis brandfolkene på stedet for eksempel ved, at taget indeholder asbest, så ved de, at de skal være særligt påpasselige med, hvordan rester fra taget spreder sig fra brandslukningen.

- Det kan ikke nytte noget, at man som brandmand for eksempel vader fra skadestedet og ind til naboen, for så risikerer du at sprede asbesten, forklarer Hasse Lind.

Har du solceller på taget, er det ligeledes en vigtig information for brandfolkene at kunne søge frem i BBR-registret.

- Med solceller er der risiko for at få stød. For selv om de brænder, kan der stadig godt være strøm i dem. Derudover er der skredfare. Beslagene, solcellerne sidder fast med, bliver bløde af ilden, og derfor kan det hele skride ned i hovedet på en, fortæller Hasse Lind.

Ejer du en ejendom, er det dit ansvar løbende at opdatere, hvad der står om den i BBR-registret. Får du for eksempel skiftet taget, skal du ind og rette i oplysningerne. Det samme gælder, hvis du har skiftet opvarmningskilde.

Og det er hverken svært eller tidskrævende at gøre, lyder det fra Christopher Stryhn Møller, der er kontorchef for BBR i Vurderingsstyrelsen.

- Jeg vil gerne slå et slag for, hvor nemt det er at gå ind på bbr.dk og rette ens oplysninger. Man logger på med MitID, og så kan man på ganske kort tid aflevere nogle oplysninger om sin ejendom. For eksempel kræver det kun få klik at oplyse ejendommens tagmateriale, siger han.

Har du ikke mulighed for at gøre det digitalt, kan du alternativt ringe til din kommune og overlevere oplysningerne derigennem. Uanset hvad er det godt at få gjort, understreger kontorchefen.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vores kerneopgave hos Vurderingsstyrelsen er at lave ejendomsvurderinger, men registret er også vigtigt for mange andre ting i samfundet, og det glemmer vi måske nogle gange lidt, siger han og henviser til, at beredskabet drager stor nytte af at kunne orientere sig i registret.

- Som borger kan man faktisk meget direkte hjælpe med at højne sikkerheden for både sig selv og andre. Derfor er det vigtigste budskab herfra, at man skal være opmærksom på om de ting, der står oplyst om ens ejendom, er korrekte, fastslår Christopher Stryhn Møller.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek