Hvis dit æbletræ bugner med frisk frugt dette efterår, skal du ikke bekymre dig, hvis ikke du kan nå at få spist dem alle.
Æblets alsidighed åbner nemlig døren til masser af anvendelsesmuligheder. Sådan lyder det fra Birte Brorson, der er rådgiver i bæredygtig køkkendrift og ambassadør hos Stop Spild Af Mad.
- Hvis du har plads til at opbevare dem i køleskabet, kan mange sorter holde helt til foråret. På den måde beholder de den samme friskhed, som hvis de var plukket direkte fra træet, siger hun.
Er der ikke plads i køleskabet, er kælderen også et glimrende alternativ.
- De vil miste noget af friskheden, men de æbler kan sagtens bruges til at lave en lækker æblegrød eller en frisk marmelade, siger hun.
Birte Brorson forklarer i øvrigt, at det er en skrøne, at æblerne skal skrælles, før de kan bruges til æblegrød. Æbleskrællen er fuld af smag og giver en god farve.
- Det kræver både en masse tid og bøvl, hvis du skal stå og skrælle en hel bunke æbler, så gør dig selv den tjeneste, og spar madspild og din tid på det, siger hun.
Du kan også tørre dine æbler og lave lækre chips, der er perfekte som fredagsslik, til morgenmaden eller som tilbehør til en dessert.
- Stik kernehuset ud med en udstikker, skær dem ud i tynde ringe, og hæng dem op et tørt sted uden direkte sollys. Når de er tørre, tager du dem bare ned og opbevarer dem i et sylteglas eller noget lignende, siger hun og fortsætter.
- Dem kan du blande i din mysli, putte oven på din havregrød eller bruge som tilbehør til desserter. Hvis du vil give et lille ekstra twist, kan du vælge at drysse lidt kanel eller vaniljesukker på for at give dem mere smag. Der er masser af muligheder for at prøve ting af.
Processen kan strømlines ved at tørre dem i ovnen eller i en airfryer. På den måde bliver de nemlig rigtig gode og sprøde.
Har du ikke plads til at opbevare alle æblerne, så frygt ej, for der er meget andet, du kan gøre med dem. Det fortæller Berit Rørbøl, der er fagekspert i have hos Videncentret Bolius.
Og netop haven er et oplagt sted at starte.
- Du kan for eksempel putte dem i kompostbunken og lade dem indgå som en del af havens kredsløb. Bare du husker ikke at smide dem i en stor bunke oven på hinanden, siger hun.
Hvis æblerne ligger for tæt, risikerer du nemlig at ende med en stinkende og sørgelig bunke rådne æbler, der er ren slik for skadedyr.
- De når at rådne, inden de formulder. Det vil sige, at de ikke når at indgå i denne her nedbrydningsproces, og så bliver det bare til sådan en omgang smat, forklarer hun.
Æblerne kan også bruges som en lille lækkerbisken til fuglene.
- Hvis du tager et æble, der er faldet ned fra træet, skærer det over på midten og hænger det op igen eller sætter det mellem to grene, er der helt sikkert masser af fugle, der vil blive glade.
- Nogle fugle vil hellere spise mad, der hænger oppe i træerne. På den måde kan de også få glæde af æbler, der ellers ville være blevet smidt ud eller brugt til kompost, siger Berit Rørbøl.
/ritzau fokus/