København, 22/02/2025 - 13:33
Otte ud af ti ukrainske flygtninge er i job
I januar 2025 var 14.000 ukrainske flygtninge med ophold efter særloven i beskæftigelse.
Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
På mandag er det tre år siden, at krigen i Ukraine brød ud. Nu er otte ud af ti ukrainske flygtninge i Danmark i beskæftigelse, hvilket svarer til 14.000 personer.
Det viser en ny analyse af Dansk Industri.
I 2024 steg beskæftigelsen med knap 3000 ukrainske flygtninge. For et år siden var 11.000 ukrainske flygtninge nemlig i beskæftigelse. Og tallet bliver ved med at stige.
Ifølge Steen Nielsen, vicedirektør i Dansk Industri, er det blandt andet et udtryk for, at særloven, der har gjort det muligt for ukrainere at søge arbejde, har bidraget positivt til beskæftigelsestallet.
- Det her med at straks, da ukrainerne kom til Danmark, fik de mulighed for at komme i arbejde - de skulle ikke vente og blev ikke en del af vores asylsystem - det tror jeg har været en hjælp, siger Steen Nielsen og tilføjer:
- De nye tal viser, at det har været en succes at få de ukrainske flygtninge i job i Danmark. Det, synes jeg, er rigtig positivt, fordi det er bedre, at folk er i job og dermed kan forsørge sig selv, end at de går og er passive som flygtninge i Danmark.
Steen Nielsen fortæller, at det ofte er svært for flygtninge at få fodfæste på det danske arbejdsmarked, men at det for lige præcis ukrainerne er gået rigtig godt, og at de er til stede i mange forskellige brancher.
- Det er både inden for rengøring, serviceområdet, hoteller, restauranter, transport, industri og detailhandel. Så de er faktisk meget godt med i mange forskellige brancher, siger Steen Nielsen.
Han siger, at der særligt er tale om job, hvor der ikke kræves den store uddannelsesmæssige baggrund.
- Mange af dem er i ufaglært arbejde. Det hænger nok også sammen med, at mange af dem har en stor udfordring med det sproglige, da mange af ukrainerne dårligt nok taler engelsk. Det er selvfølgelig en barriere, men den har mange overkommet, siger Steen Nielsen.
Vicedirektøren i Dansk Industri fortæller også, at de også er kommet til Danmark på et godt tidspunkt, hvor der generelt set har været brug for medarbejdere på vores arbejdsmarked.
Steen Nielsen tilføjer, at andre folk i Danmark ikke skal være bekymrede for, at de ukrainske flygtninge tager job fra dem.
- Vi har en meget lav ledighed og en meget høj beskæftigelse lige nu. Så alle de danskere, der gerne vil have et job, har rigtig god mulighed for det, siger Steen Nielsen.
Der kommer fortsat ukrainske flygtninge til Danmark, som får ophold efter særloven. I 2024 er der tale om yderligere 7300 ukrainere, der er på ophold efter denne lov.
/ritzau/