Helsingør, 06/06/2025 - 16:00
Riemer ser to testsejre som en selvfølge
Brian Riemer fokuserer på udtrykket og præstationen mod Nordirland og Litauen, men forventer også to sejre.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Danmarks fodboldlandshold skal være klart bedre end Nordirland og Litauen og tage to sejre.
Sådan lyder det fra fodboldlandstræner Brian Riemer forud for den første af de to testkampe før landsholdsspillernes sommerferie.
- Resultatet er vigtigt, men det tager jeg som en selvfølge. Jeg er ekstremt fokuseret på udtrykket og præstationerne i kampene. Vi skal arbejde videre med det, vi har startet, og vi skal opnå det bedst mulige udgangspunkt frem mod VM-kvalifikationskampene i september.
- Vi skal vinde de to testkampe. Det er for mig en selvfølge. Det kræver en indsats, og min pointe er, at intet er nemt i fodbold i dag. Der skal en indsats og præstation til at få sejrene, siger Brian Riemer.
Sejrenes indhold er vigtigere end sejrenes størrelse, pointerer han.
- Jeg synes ikke, det er relevant, hvor store sejrene bliver. Man kan vinde en kamp 1-0 og være super tilfreds - det var jeg, da vi slog Portugal og havde fortjent at vinde mere end 1-0.
- Men man kan også vinde 3-0 og føle, at nogle ting skulle have været bedre. Præstationen og udtrykket er vigtigt for mig, og hvis vi kan levere på de to ting, vil jeg ofte være tilfreds efter kampen, men fodbold handler om at vinde og score mål, siger Riemer.
Kantspilleren Gustav Isaksen forsikrer, at selv om der ikke dystes om point, og spillerne fra på onsdag kan holde sommerferie, er motivationen stor.
- Det føles, som om vi har alt at spille for. Vi skal spille i et fyldt Parken, og det betyder alt for os spillere. Den opbakning giver os en kæmpe lyst til at spille kampen på fuldt smadder. Vi skal levere en god præstation, så vi får et godt resultat, siger Isaksen.
Lørdagens kamp mod Nordirland vil i nogen grad minde om den opgave, der venter Danmark i VM-kvalifikationskampene mod Skotland i september, forventer landstræneren.
- De har den samme britiske mentalitet, vi skal forberede os på, men de spiller ikke den helt samme formation.
- Der vil være ligheder i testkampene mod Nordirland og Litauen i forhold til VM-kvalifikationen, for jeg forventer, at alle kampene vil foregå på vores præmisser.
- Vi skal være det spilstyrende hold. Det er ikke altid let at bringe fart og dynamik, når man har mest boldbesiddelse, men det skal vi kunne håndtere. Vi skal spille med mod, vi må ikke være bange for at miste bolden og få en kontra imod os, siger Riemer.
Lørdagens testkamp i Parken begynder klokken 19.
/ritzau/