København, 27/07/2025 - 18:00
Optag af sygeplejersker falder med otte procent fra sidste år
59.957 er i år optaget på en videregående uddannelse. Optag på velfærdsrettede uddannelser fortsætter nedad.
Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Igen i år ses et fald i optaget til uddannelserne til folkeskolelærer, pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske på sammenlagt fire procent.
Det fremgår af tal, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har offentliggjort søndag.
Fra midnat begynder skoler at sende svar ud til de over 85.500 personer, der i år har søgt en videregående uddannelse.
For 59.957 af dem vil der være gode nyheder. De får nemlig tilbudt en studieplads, mens resten bliver afvist.
Ligesom i fjor er det flere af de velfærdsrettede professionsbacheloruddannelser som eksempelvis uddannelsen til lærer og sygeplejerske, der kan byde velkommen til flest nye optagne, selv om fire procent færre bliver optaget.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) lykønsker de mange unge, der nu skal til at studere.
Men hun understreger også, at der fortsat vil være politisk opmærksomhed på de uddannelser, der tager sig af samfundets velfærdsopgaver.
- Faldet i optag bekræfter mig i, at vi gjorde ret i at vedtage en stor kvalitetsreform af netop de uddannelser. Det er åbenlyst påkrævet, siger hun.
Af de fire store velfærdsrettede uddannelser er faldet størst på sygeplejerskeuddannelsen, hvor otte procent færre er optaget i år end sidste år.
Det bekymrer Dorthe Boe Danbjørg, der er forkvinde i Dansk Sygeplejeråd.
- Når færre og færre unge vælger sygeplejerskeuddannelsen, er vi nødt til at lytte til dem og tage det alvorligt. De fravælger et fag, der i den grad har betydning for vores fælles sundhedsvæsen, siger hun i en pressemeddelelse.
På de såkaldte STEM-uddannelser, der er tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, som civilingeniøruddannelsen også hører under, er optaget fortsat højt, viser tallene.
I alt er 15.500 på STEM-uddannelserne blevet tilbudt en studieplads.
- Det er glædeligt, at der fortsat er stort optag på uddannelserne, som er afgørende for udviklingen af de teknologiske løsninger, fremtiden bygger på, siger Christina Egelund.
På sproguddannelserne er optaget faldet med 19 procent, hvilket er en fortsættelse af det generelt faldende optag på sprogområdet de senere år.
De fem største uddannelser er uddannelserne til henholdsvis pædagog, diplomingeniør, sygeplejerske, civilingeniør og erhvervsøkonom.
/ritzau/