Berlin, 08/06/2025 - 11:21
Tyskland vil hurtigt skaffe en million pladser i beskyttelsesrum
Det kommer til at koste milliarder at øge den tyske kapacitet i beskyttelsesrum, lyder det fra myndighed.
Thomas Banneyer/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tyskland vil skaffe en million ekstra pladser i beskyttelsesrum ved at bruge tunneler, metrostationer og garager samt kældre i offentlige bygninger.
Det siger Ralph Tiesler, som er leder af den tyske katastrofemyndighed BBK, i et interview med Süddeutsche Zeitung.
- I Tyskland har der længe været en udbredt tro på, at krig ikke er et scenarie, som vi skal forberede os på, siger han.
- Det har ændret sig. Vi er drevet af risikoen for en stor angrebskrig i Europa.
Han siger, at han regner med milliardomkostninger over de næste årtier.
Det handler både om udbygningen af beskyttelseskapaciteten og et stort alarmsystem.
Beskyttelsesrum har gennem en årrække været politisk nedprioriteret i Tyskland. Ifølge BBK er der 579 offentlige beskyttelsesrum i Tyskland med plads til knap 478.000 mennesker - altså omkring en halv procent af den tyske befolkning.
Ruslands invasion af Ukraine har i en række lande ført til øget frygt for krig. Det gælder især i de baltiske lande, men også flere andre steder ses der med bekymring på Ruslands fremfærd.
I februar udkom Forsvarets Efterretningstjeneste med en opdateret vurdering af truslen fra Rusland.
Her lød det, at hvis krigen i Ukraine stopper eller fryser fast, så kan Rusland frigøre massive militære ressourcer og øge sin militære evne til at udgøre en direkte trussel mod Nato.
I Danmark udarbejdede Beredskabsstyrelsen i samarbejde med kommunerne og Vurderingsstyrelsen en opgørelse per 19. juni 2024 over pladser i beskyttelsesrum.
Ifølge opgørelsen er der i alt cirka 3,4 millioner pladser i sikringsrum, som kan klargøres, hvis behovet opstår. Danmarks befolkningstal er lige knap seks millioner.
/ritzau/